Der ligger sorte måtter foran udgangsdørene plejehjemmet, Birkebo, i Helsingør. De demente beboere tror, at måtterne er dybe sorte huller i gulvet, og derfor tør de ikke gå ud af dørene. På plejehjemmet, Lindegården, i Vejle har personalet kamufleret en dør som en bogreol, så de demente ikke kan finde udgangen.

Optiske bedrag på danske demensafsnit er i hastig vækst. Det vurderer både Ældresagen og Videnscenter for Demens på Rigshospitalet. Liberal Alliance kritiserer metoderne og beskylder plejehjemmene for at bygge en pseudoverden, som er uværdig, fortæller Radio24syv.

Formålet med de optiske bedrag er at holde de ældre inde på plejehjemmene, så de ikke vandrer ud og kommer til skade. Ifølge dansk lov må plejehjemmene ikke spærre de ældre demente inde ved at låse dørene.

- Vi snyder dem til at tro, at de ikke kan komme ud. Moralsk synes jeg måske, at det var bedre at låse døren frem for at snyde folk, siger Birte Schelde, der driver to hjem for demente, og er demensfaglig leder i Vejle kommune til Radio24syv.

Birte Scheldes synes alligevel, at metoderne er i orden, og på det ene af sine plejehjem – nemlig Lindegården - har hun for eksempel kamufleret en dør, så den ligner en bogreol.

- Den er simpelthen så vellykket, at pårørende og gæster, der kommer her første gang, ikke kan finde ud af at komme ud.

På beboernes værelser har personalet kamufleret dørene ud til altanerne med trækgardiner, så de gamle ikke kan se, at der er en dør.

- Man kan komme rigtig langt, og man kan være rigtig durkdreven i det her. Det handler jo om, at sørge for at folk ikke går ud og kommer til skade, ikke kan finde hjem, bliver kørt over eller ligger i en skov.

På demensafsnittet på plejehjemmet Birkebo i Helsingør anvender man også optiske bedrag for at holde de demente inden døre.

Afdelingssygeplejerske Vibeke Kyel har placeret sorte måtter foran branddørene. De gamle tror, at måtterne er dybe huller, og derfor tør de ikke gå over dem.

- Vi må ikke låse folk inde og vi må ikke forhindre folk i at gå, siger hun.

Men det er problematisk, at lave optiske bedrag af demente for at få dem til at blive på institutionerne. Det mener Liberal Alliances socialordfører Thyra Frank, der selv er tidligere plejehjemsforstander.

- Den her pseudoverden er jeg ikke meget for. Jeg vil helst ha, at de gamle bliver behandlet som mennesker. Jeg kan ikke li’ det.

Hun kritiserer især, at plejehjem laver falske huller i gulvet og gemmer dørene væk:

- Det må da være lidt frustrerende, at man igen og igen kommer hen et sted, hvor der er huller i jorden. Det må da heller ikke være en positiv følelse at lede efter en dør, man ikke kan finde. Måske vil de bare ud og gå en tur, siger Thyra Frank til Radio24syv.

BNB