Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Julenisser og andet julepynt får tilsyneladende ikke lang levetid på plejehjemmet Karstensminde, efter Ulla K. Petersen kom til plejehjemmet i 2014.

Og det har vakt harme hos både beboere, pårørende, ansatte og bestyrelsesmedlemmer i  Venneforeningen Karstensminde, der mener, at ejeren Ulla K. Petersen er ved at afskaffe plejehjemmets traditioner, skriver Jydske Vestkysten.

Ifølge formanden for venneforeningens bestyrelse, Grethe Stjernholm, bliver julepynten på plejehjemmets fællesarealer nemlig pillet ned.

»Der er ikke hyggeligt på Karstensminde længere. Tværtimod. Der må ikke være pyntet op til jul på fællesarealerne. Når vi pynter op, bliver pynten pillet ned, og da vi stillede nogle nisser frem, som de ældre har strikket og hæklet, blev de også fjernet flere gange,« siger hun til Jydske Vestkysten.

En af årsagerne til den manglende julepynt, skulle ifølge kritikerne være, at Ulla K. Petersen er medlem af Jehovas Vidner.

Over for Jydske Vestkysten forklarer Ulla K. Petersen selv, at hun som ejer har valgt at drive et neutralt friplejehjem, og den forklaring bakker sygeplejerske på Karstensminde Nina Juul-Jensen op om.

»Rammen er, at det er en religions-neutralt plejehjem, og det er et nyt plejehjem, så vi arbejder hen imod at lave en standardiseret kasse med ting, som vi kan pynte op med, så det ikke skal være en diskussion hvert år, hvad vi pynter med, og hvad vi ikke pynter med,« siger hun til BT og fortsætter:

»Så i den forbindelse har vi købt noget pynt, som vi pynter med i år.«

Skal det forstås sådan, at I udelukkende bestemmer, hvad der må pyntes med?

»Hvis det skal hænge i vores fællesarealer, så synes vi i personalegruppen, at vi skal være enige om det. Vores fokus er ikke på religion, men på at skabe det bedste plejehjem for vores beboere,« lyder det fra Nina Juul-Jensen.

Ifølge Jydske Vestlysten modtog en ansat i starten af december en skriftlig advarsel, fordi vedkommende havde taget initiativ til julehygge uden at spørge om lov. Den advarsel har ifølge mediet vakt harme hos store dele af plejehjemmet.

Nina forklarer over for BT, at man på Karstensminde skal have have godkendt arrangementer af ledelsen ligesom på alle andre plehehjem.

»Der har ikke været aflyst nogen arrangementer, fordi det har været julearrangementer,« fastslår hun og understreger, at beboerne gerne må hænge julepynt på deres døre, men at det som udgangspunkt er plejehjemmet, som står for fællesarealerne.