Plastikkirurger får besked flere måneder i forvejen, når embedslægerne vil på kontrolbesøg. Og hvis plastikkirurgen ønsker det, så kan besøget udskydes endnu længere tid. Det skriver Ekstra Bladet.

I næsten 60 procent af Sundhedsstyrelsen tilsynsrapporter fra besøg hos plastikkirurger er der ifølge avisen alligevel en eller flere bemærkninger om forhold, som skal bringes i orden.

Sundhedsstyrelsen mener dog ikke, at der er behov for at ændre praksis.

»Det, vi er ude efter, er systematiske fejl. For eksempel hvis der ikke er nogen til at gå deres medicin igennem. Eller hvis de ikke dokumenterer deres operationer godt nok med billeder og ikke har backup af deres elektroniske journaler,« siger embedslæge hos Sundhedsstyrelsen Troels Frølund Thomsen til Ekstra Bladet og fortæller, at det overvejende er mindre smuttere, embedslægerne bemærker.

BNB