I fire ud af fem fag i folkeskolen får piger i gennemsnit en højere karakterer end drenge, viser afgangsprøver.

Otte års afgangsprøver i folkeskolen viser, at piger scorer de højeste karakterer i fire ud af fem af folkeskolens vigtigste fag, skriver metroXpress.

- Vi ser klokkeklart, at drengene halter efter pigerne i fire ud af fem fag. Det er ret massivt, og forskellen er egentlig ret stor - en halv til en hel karakter, siger Mie Dalskov Pihl, der er senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som står bag analysen, til avisen.

Dog er der endnu ikke grund til at ringe med alarmklokkerne, mener seniorforsker Inge Henningsen, der forsker i køn og uddannelse på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), Aarhus Universitet.

- Man mangler at vise, at karaktererne er afgørende for, hvordan de klarer sig senere i livet, siger hun til metroXpress og uddyber:

- Karakterer er et udtryk for, hvilken indsats drenge og piger gør. Og man kan være bekymret for, at man ikke har lavet en skole, hvor drenge synes, det er sejt at være dygtig. For hvis man ikke synes det, så får man ikke gode karakterer. Det er alarmerende, hvis holdningen er, at man ikke vil gøre sig umage i skolen. Ikke så meget på grund af karaktererne, men fordi man måske fortsætter med at have den indstilling.

Løsningen er ifølge forskningschef på Via University College Andreas Rasch-Christensen at variere undervisningen i langt højere grad ved at udnytte det virtuelle meget mere og arbejde med praktiske undervisningsformer.