Uber har i dag meldt ud, at firmaet lukker i Danmark fra 18. april. Hos Socialistisk Folkeparti (SF) fejres firmaets nederlag med kage.

Det er tilsyneladende blevet en trend på Christiansborg at fejre politiske sejre, som var det fødselsdage.

Socialistisk Folkepartis transportordfører, Karsten Hønge, har tirsdag lagt et billede op på Twitter, hvor han med kniv og gaffel i hænderne står klar til at gå i krig med to Othello-lagkager på bordet foran ham.

Anledningen er ikke til at tage fejl af: Firmaet Uber lukker fra 18. april i år i Danmark som følge af den nye taxilov.

'Farvel Uber' og 'god tur hjem', står der med sirlige chokoladebogstaver skrevet på de to marcipanbeklædte kager foran transportordføreren.

Under billedet bemærker en Twitter-bruger, at lukningen af Uber også betyder, at flere personer 'mister deres arbejde'. Til det svarer Karsten Hønge, at Uber markedsfører sig som 'samkørsel', og at det derfor ifølge transportordføreren er skudt forbi at tale om tabte arbejdspladser.

Socialistisk Folkeparti har videredelt billedet af Karsten Hønge og Othello-kagerne på Facebook.

Partiets leder, Pia Olsen Dyhr, har uploadet et andet kagebillede til Facebook med en bemærkning om, at lukningen af Uber skal 'fejres med glæde og højt humør'.

'Alle virksomheder med ordentlig løn- opg arbejdsvilkår er hjertens velkomne. Men ikke virksomheder, der underminerer den danske model! (Dansk model - derfor dansk kage),' skriver partilederen.

Flere bemærker dog på både Twitter og i kommentarsporet under Pia Olsen Dyhrs billede, at det næppe er en kage, hun selv har købt.

Samme billede findes nemlig også andre steder på internettet.

Kage-billederne fra Socialistisk Folkeparti kommer blot to uger efter, at integrationsminister Inger Støjberg (V) på Facebook fejrede, at hun havde været med til at indføre 50 stramninger i udlændingepolitikken. Kage-fejringen resulterede dengang i en skarp kritik af ministeren fra flere kanter.

Historien om ministerens kage nåede desuden verdenspressen, da New York Times rapporterede, at Danmark for ikke så længe siden satte en stolthed i vores »humanisme, generøse ulandsbudget og inkluderende tilgang til udlændinge«.

»Tiderne er skiftet,« skrev den amerikanske avis.

OPDATERING: Tirsdag aften har partileder Pia Olsen Dyhr slettet sit opslag på FB.