Nu er PFA vendt på en tallerken i vurderingen af Andreas Hinschings sag og vil genoptage udbetalingerne til ham. Arkivfoto: Ole Joern.
Nu er PFA vendt på en tallerken i vurderingen af Andreas Hinschings sag og vil genoptage udbetalingerne til ham. Arkivfoto: Ole Joern.

Pensions­selskabet PFA har foretaget en ny bedømmelse i tvisten om Andreas Hinsching, som ellers fik frataget sin pension, blandt andet fordi han så »veltrænet« og »smilende« ud på Facebook-billeder.

For næsten et år siden fratog selskabet en af sine kunder, Andreas Hinschings, invalidepension. Begrundelsen var blandt andet, at PFA på Facebook havde fundet ferie-billeder, hvor han fremstod »veltrænet« og »smilende«.

Ifølge lægeerklæringer var Andreas Hinsching selvmordstruet og stærkt depressiv, og rejserne, som billederne stammede fra, var han taget på efter opfordring fra hans speciallæge. Men PFA brugte i høj grad billederne til at argumentere for, at Andreas Hinsching ikke længere var syg nok til ikke at kunne arbejde. Dermed stoppede selskabet de udbetalinger, han på det tidspunkt havde modtaget gennem mere end et år.

Men nu har PFA sadlet om. Andreas Hinsching fik i fredags at vide, at selskabet genoptager hans udbetalinger.

»Jeg er meget lettet,« siger han.

På baggrund af »nye lægelige oplysninger« vil selskabet genoptage udbetalingen, endda med tilbagevirkende kraft. Det betyder meget for Andreas Hinsching, at afgørelsen netop gælder med tilbagevirkende kraft.

»Nu kan de ikke længere beskylde mig for at have gjort noget forkert. Jeg er blevet renset,« siger han.

Det endelige beløb er ikke blevet opgjort endnu, men der kan være tale om flere hundredetusinde kroner.

Kodeks i branchen

I de senere år har forsikringsselskaber i stadig større omfang brugt sociale medier til at undersøge mistanker om svindel i de omkostningstunge personskadesager. Branchen har i fællesskab i 2013 udarbejdet et kodeks, der angiver, hvordan selskaberne bør agere i sager, hvor der er mistanke om svindel. Oplysninger fra sociale medier såsom Facebook er en tilladt efterforskningsmetode. Hovedreglen er ifølge kodekset, at »man må gøre brug af de oplysninger, en bruger selv har lagt offentligt tilgængelig på hans åbne side«.

PFAs håndtering af Andreas Hinschings skadesag vakte kritik i oktober, da Berlingske omtalte den.

Særlig PFAs egen analyse af billederne, som de havde fundet på Facebook, vakte opsigt.

»Vi bemærker, at du fremstår veltrænet, og at du smiler. Vi bemærker, at du indgår i sociale aktiviteter,« skrev PFA blandt andet i afgørelsen 26. februar sidste år.

»Vi vurderer ikke, at dine oplysninger til os fra december 2014 om, at du fortsat er svært depressiv samt lægens oplysninger fra december 2014 om, at din helbredstilstand er uændret, stemmer overens med din rejseaktivitet, og hvordan du fremstår på billederne,« skrev PFA også i brevet.

Billederne var lagt på Facebook af en af Andreas Hinschings bekendte. Det var første gang, han selv så dem, da han ikke bruger Facebook aktivt. Blandt kritikerne var Lægeforeningen, der kaldte det »dybt useriøst,« at PFA tillagde nogle billeder på et socialt medie så tung vægt i forhold til lægeerklæringerne. Andreas Hinschings fagforening Frie Funktionærer, der klagede over afgørelsen på hans vegne, er tilfredse med den nye afgørelse, som de imidlertid kalder »indlysende.«

»Vi var blevet overraskede, hvis beslutningen var blevet anderledes,« siger fagforeningens advokat Rune Henneberg.

Juridisk direktør Dorthe Bundgaard afviser, at det var en fejl at stoppe Andreas Hinschings udbetalinger sidste år, selv om de nu genoptager udbetalingerne med tilbagevirkende kraft.

»Vi har ikke taget fejl. Afgørelsen var korrekt i lyset af de oplysninger, vi havde til rådighed, da vi traf den første afgørelse,« siger hun.

Nu har I fået nye oplysninger, som tyder på, at afgørelsen måske var korrekt med modifikationer, eller hvordan skal det forstås?

»Nej, afgørelsen var korrekt, for vi havde ikke de fulde oplysninger, vi har nu,« siger Dorthe Bundgaard.

Var det så for hurtigt, man traf afgørelsen, hvis man ikke havde de fulde oplysninger?

»Vores normale procedure er, at vi beder om at få dokumentation for, at man er invalid. Det har vi også bedt om i denne her sag. Og så har vi truffet afgørelse på baggrund af de helbredsoplysninger og øvrige omstændigheder, der er i sagen. Det var først et afslag. Nu har vi fået nogle nye oplysninger, og så er det blevet en tilkendelse,« siger hun.

Advokat Karsten Høj, partner hos Elmer & Partnere og formand for Foreningen for Erstatnings- og Forsikringsret, undrer sig over forløbet.

»For ham (Andreas Hinsching, red.) er det selvfølgelig glædeligt og positivt, at PFA genoptager udbetalingen med tilbagevirkende kraft, men samtidig er det også lidt bekymrende på det generelle plan, at der angiveligt skal avisomtale og kritik til, før de ændrer synspunkt i sagen. Det er klart, at billeder fra Facebook ikke er tilstrækkeligt til at standse en udbetaling, man er begyndt på,« siger han.

PFA understreger, at selskabet aldrig baserer en vurdering alene på oplysninger fra internettet.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook