Øverst møder BT den heldige vinder, da hun møder op for at indløse den enorme gevindst.

PET har rådet Danske Spil om lottomillionærs sikkerhed. Det har fået vinderen af 315 millioner til at anskaffe sig sikkerhedsvagter.

Da en kvinde fra Helsingør fra den ene dag til den anden gik fra at være arbejdsløs til pludselig at være én af de rigeste kvinder i Danmark, kom hele forløbet bag på Danske spil. 315 millioner kroner er Danmarks største lottogevinst nogensinde, og det har rejst spørgsmålet – Er det farligt at have så mange penge? Det har fået Danske spil til at diskutere vinderens sikkerhed med PET.

»Når vi snakker om en gevinst af den størrelse, er det klart ,at det rejser spørgsmål omkring sikkerhed. Derfor har vi taget kontakt til PET og diskuteret, hvad vi kunne gøre. Det har betydet, at vi har anbefalet et vagtselskab til vinderen,« siger Thomas Rørsig, kommunikationschef i Danske Spil.

Læs også: Nu bruger Lotto-vinderen sine penge: Se de vilde indkøb

For omkring tre uger siden vandt vinderen 315 millioner kroner i lotto. Hun mødte op personligt i den lokale Kvickly i Helsingør, da Danske Spil fejrede gevinsten. Her mødte BT vinderen.

Lokalbefolkningen i Helsingør har kun været positive overfor vinderen ifølge Thomas Rørsig fra Danske Spil, der fortæller, at vinderen har lagt alle pengene i obligationer, aktier og ejendomme.

»Vinderen opfører sig ikke som Joachim von And, der har pengene stående i kufferter. Netop det, at pengene er blevet brugt fornuftigt på denne måde, gør sikkerhedssituationen noget bedre,« siger Thomas Rørsig.

Læs også:

Vinderens mand fortæller til Helsingør Dagblad, at parret har anskaffet sig vagter og en overfaldsalarm. Derudover fortæller parret, at de har skaffet strandvejsvillaer til børnene. Vinderen og manden flytter også snart ind i en nyindkøbt strandvejsvilla. Derudover har vinderen købt en ny bil.

Da lottogevinsten er den største nogensinde i Danmark, har forløbet omkring vinderen ikke været til at forudse, og Danske Spil forsøger at samle erfaringerne i forhold til, hvordan man skal behandle en lignende gevinst i fremtiden:

»Vi har ikke nogen fast procedure, når folk vinder så store beløb. Man kan ikke sige, hvornår vores ansvar stopper i forhold til vinderen af de 315 millioner. Men vi har valgt at sige til vinderen, at hun endelig skal kontakte os, hvis hun har nogen som helst spørgsmål. Så vil vi forsøge at hjælpe, det vi kan,« siger Thomas Rørsig fra Danske Spil.

Thomas Rørsig vurderer, at det vil tage flere år, før man igen ser en dansker vinde et beløb i nærheden af de 315 millioner kroner.