Folketingets formand er dobbeltmoralsk, når hun beder den britiske avis The Guardian undskylde for tegningen af Lars Løkke Rasmussen. »Sådan er ytringsfriheden, Pia,« lyder det fra flere sider. 

Det skabte livlig debat på Twitter og Facebook, da Folketingets formand onsdag aften i TV-Avisen slog til lyd for, at den britiske avis The Guardian skal trække sin satiretegning af Lars Løkke som nazist tilbage.

Over for blandt andre BT gentog Pia Kjærsgaard torsdag, at avisen bør beklage og undskylde tegningen.

Som kommentar til den såkaldte 'smykkelov', som Folketinget vedtog tirsdag, og som indebærer en række stramninger overfor flygtninge og asylansøgere, bragte den store britiske avis onsdag en karikatur af statsminister Lars Løkke Rasmussen, hvor han ligner en nazist.

En tegning, som er faldet mange danske politikere for brystet, og onsdag var flere af dem ud og udtrykke deres forargelse over tegningen. Pia Kjærsgaard var en af dem.

»Jeg synes, den er langt ude. Jeg synes, den er anstødelig ud over alle grænser. Og jeg er virkelig ked af alt det her. Jeg synes, det er urimeligt,« sagde hun blandt andet og understregede derefter, at avisen efter hendes mening bør trække tegningen tilbage og sige undskyld.

Således bliver Danmarks statsminister portrætteret i stor britisk avis.
Således bliver Danmarks statsminister portrætteret i stor britisk avis.
Vis mere

Og det skabte lidt af en storm på de sociale medier, hvor flere fandt folketingsformandens udtalelser for dobbeltmoralske. Pia Kjærsgaard var nemlig blandt dem, der forsvarede Muhammed-tegningerne i ytringsfrihedens navn.

Journalisten David Trads understreger med slet skjult ironi i et opslag på Facebook, at 'hån, spot og latterliggørelse' er en særlig dansk demokratisk værdi.

»Nu slår jeg mig på lårene af grin. Pia Kjærsgaard i TV-Avisen i dag, da hun blir spurgt om, hvad hun mener om Guardians 'nazi-tegning' af Lars Løkke Rasmussen: 'De medier bør trække den tilbage - og osse beklage den.' Burde de give en undskyldning? 'Ja, det synes jeg faktisk de burde.'«

Og socialdemokraten Mette Gjerskov nøjes bare med på Twitter lakonisk at spørge:

»Hmm. Hvor er Trykkefrihedsselskabet, når man lige står og skal bruge dem?« og hentyder til foreningen, som netop har stået i spidsen for forsvaret for at bringe Muhammedtegningerne i ytringsfrihedens navn.

Monte Carlo-vært Peter Falktoft blander sig også i debatten og mener, at Pia Kjærsgaards udtalelser er til »at græde af grin over.«

»Hykleriet samt ironien over, at Pia Kjærsgaard ønsker karikaturtegningen af Statsministeren trukket tilbage er til, at græde af grin over....«

Også en del læsere blander sig i debatten på BTs Facebookside. Her er meningerne - som altid - delte, men rigtig mange peger på, at ytringsfriheden gælder begge veje.

Muhammed Ali Özhan skriver:

»Jeg synes, at det er helt okay. Hvis man kan tegne en profet, som man ikke må ifølge Islam, hvorfor må man ikke tegne en ugyldig person, som ikke er noget historisk? Pia K kan føle, hvordan det er. Hun skal bare lære, at andre også har ytringsfrihed og ikke kun dem.«

Og Susanne Mølgaard Betak skriver blandt andet:

»Tudekiks og flæbesmør til Pia... Ytringsfrihed og satiretegninger er nogle af de ting, vores land bygger på ...Så stop al det fis og kom i gang med at lave noget fornuftigt...«

Hele debatten kommer noget bag på Folketingets formand, og efter at have talt med medierne, understreger hun i et Facebook-opslag torsdag formiddag, at hun går ind for ytringsfrihed og er imod censur.