Digteren Yahya Hassan er blevet forhindret i at tale ved et arrangement til støtte for civilbefolkning i Gaza. Det skyldes PETs »generelle sikkerhedsvurdering«.

PET har forhindret digteren og debattøren Yahya Hassan i at holde tale på Rådhuspladsen i København mandag eftermiddag. Det skriver Politiken.dk.

Hassan skulle have holdt tale ved Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Palæstinensisk Venskabsforenings demonstration for fred og til støtte for civilbefolkningen i Gaza, der for tiden er fanget i en konflikt mellem Israel og Hamas.

Mellemfolkeligt Samvirke oplyser til Politiken, at PET har afvist at lade Yahya Hassan indtage talerstolen på grund af en »generel sikkerhedsvurdering«.

»Han deltager ikke på grund af en generel sikkerhedsvurdering fra PET,« siger organisationens nationale chef, Vibeke Vinther, og påpeger, at det ikke har noget at gøre med mandagens arrangement i hovedstaden.

»Det har ikke noget at gøre med sikkerheden her i dag (mandag, red.) og har intet med arrangementet at gøre. Det er en generel vurdering af ham og i forhold til, hvor mange mennesker der vil komme,« siger hun til netavisen.

PET afviser over for Politiken at kommentere »konkrete beskyttelsesforanstaltninger i relation til de personer, som måtte være under beskyttelse«.

Fem danske kunstnere er i øjeblikket truet på livet på grund af deres ytringer og arbejde. Det viser et fortroligt notat fra Justitsministeriet, som Politiken har fået indsigt i.

Kunstnerne Yahya Hassan og Firoozeh Bazrafkan er ifølge notatet to af dem, der er blevet truet, mens navnene på de tre øvrige kunstnere er hemmeligholdt.