Enhedslistens Pernille Skipper kalder det en kæmpe skandale, at en række ledende politikere fra Venstre og Konservative i 2007 modtog penge fra Saxo Bank uden at oplyse om det til myndighederne.

Det er en kæmpe skandale, at en række ledende politikere fra Venstre og Konservative i 2007 ikke oplyste myndighederne om penge, de havde modtaget fra Saxo Bank, mener Enhedslistens gruppenæstformand og retsordfører Pernille Skipper (Ø).

Hun beskylder Venstre og Konservative for med fuldt overlæg at have ført vælgerne bag lyset og begået alvorlige lovbrud.

»Vi har jo hele tiden vidst, at Venstre og Konservative har omgået partistøttereglerne med deres hemmelige pengeklubber. Men her er altså noget, der tyder på systematisk brud på reglerne. Det er efter min mening vælgerbedrag af nær værste skuffe. Vælgerne har krav på, at vide, hvem der modtager penge, så de kan sætte, ikke kun et kryds, men et kvalificeret kryds i stemmeboksen. Hvis højrefløjen blot ser stort på reglerne, eller decideret snyder med vilje, fører de vælgerne bag lyset,« skriver Pernille Skipper i en pressemeddelelse.

Loven blev i flere tilfælde brudt, efter at ni prominente politikere fra Venstre og Det Konservative Folkeparti - heriblandt flere tidligere ministre - ved forrige valg modtog i alt 225.000 kroner fra Saxo Bank, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Berlingske.

Saxo Bank var vokset eksplosivt under den finansielle optur i 00erne og ønskede at hjælpe borgerlige politikere, der ville arbejde for en lavere marginalskat. Det nystiftede Ny Alliance fik én million kroner, Det Konservative Folkeparti 200.000 kroner og ni særligt udvalgte kandidater fra Venstre og de Konservative - heriblandt fremtrædende ministre såsom Claus Hjort Frederiksen (V), Kristian Jensen (V) og Søren Pind (V) - blev hver især støttet med 25.000 kroner, bekræfter Saxo Bank over for Berlingske.

Men kun tre af de ni støttemodtagere har oplyst om støtten til enten regionen eller kommunen, viser en omfattende aktindsigt i partistøtteerklæringer, som Berlingske er i besiddelse af.

»Den her afsløring viser endnu engang, hvor vigtigt en opgave det er, at vi får strammet partistøttereglerne. Så vi sikrer, at politikerne ikke omgår eller snyder med reglerne, og som samtidig også kan skabe den åbenhed og gennemsigtighed om pengestrømmene i dansk politik, som vælgerne og demokratiet har krav på,« siger Pernille Skipper.