Da Pernille onsdag fik et opkald fra sin 10-årige datter, hvor hun virkede utryg. Pernille frygtede derfor, hvad der var sket datteren Astrid, men hurtigt gik det op for hende, at datteren var stødt på et rigtigt omsorgsfuldt menneske.

Den 10-årige Astrid havde nemlig glemt sit togkort, der hver dag sørger for, at hun kan køre gratis til og fra skole. Men da DSB-kontrolløren ville tjekke hendes billet, blev hun mødt med forståelse og åbenhed.

’Heldigvis var DU kontrollør. Hvis du havde ’skældt’ Astrid ud, så havde det svaret til at sparke en åben dør ind. Hun var i forvejen rigtig ked af det, utryg og følte, at hun gjorde noget meget alvorligt og ulovligt. Når man er 10 år og ny i trafikken, så er DSB-kontrollører det samme som politibetjente,’ skriver Pernille Rahbek i sin Facebook-opdatering rettet mod netop den kontrollør, der havde hjulpet datteren.

Der gik også et sug gennem maven på Pernille, da hun modtog opkaldet.

»Selvfølgelig blev jeg ked af det, da hun (Astrid, red.) ringede. Jeg har tidligere fået et opkald fra hende, hvor hun havde fået skældud af en voksen i skolen, og hvor jeg ikke lige kunne hente hende. Der blev en kold vinteraften pludselig endnu længere. Men jeg kunne hurtigt forstå, at situationen var løst,« fortæller hun til BT.

Netop den åbenhed datteren var blevet mødt med, var den helt rigtige måde at håndtere situationen på, mener Pernille. For selvom hun går ind for bøder, hvis man ikke betaler sin billet, var det en anden situation, datteren stod i.

»Der er forskel på, at personer bevist kører gratis og så på én, der ikke snyder. Det kan jo ske, at man glemmer sit kort, når man er 10 år,« forklarer hun videre.

I sin opdatering skriver Pernille, hvordan kontrollørerne ofte får ’hug’ på deres arbejdsplads – og derfor skulle den positive historie også deles.

»Jeg har ikke skrevet den med henblik på at få en masse delinger. Når den så er blevet delt så meget, synes jeg, at det er dejligt, at der bliver holdt en så god tone omkring det. Det viser, at der også er plads til solstrålehistorier,« siger hun.

Efter de mange delinger gik det op for Pernille, at hun muligvis kunne komme i kontakt med den pågældende kontrollør – og det er der faktisk noget, der tyder på lykkedes.

»Jeg hørte faktisk fra hende i dag. Hun sagde, at hun ikke ville have nogen buket, som jeg havde tænkt mig at købe til hende, men at jeg i stedet skulle købe Astrid en is og tage hende med i biografen. Men jeg kommer helt klart til at sende hende en buket alligevel,« slutter Pernille glad i telefonen.