Den tidligere udenrigsminister er forfærdet over at læse, at danske imamer bad Hamas og Hizbollah om hjælp under Muhammedkrisen.

Danmarks udenrigsminister fra 2001 til 2010, Per Stig Møller (K), er chokeret over at læse, at danske islamister opsøgte de militante bevægelser Hamas og Hizbollah under Muhammedkrisen og opfordrede dem til at hjælpe med at »lægge pres på Danmark«.

»Det er en rystende afsløring af, hvilke destruktive kræfter der var på spil, og som ville udnytte tegningerne til at skabe civilisationernes sammenstød, og det viser, hvor rigtigt det var, at regeringen stod imod dem,« skriver Per Stig Møller i en mail til Berlingske Nyhedsbureau.

Det er den tidligere imam Ahmed Akkari, der i den kommende bog »Min afsked med islamismen«, løfter sløret for sin rolle under Muhammedkrisen, der altså viser sig særdeles aktiv.

Hamas og Hizbollah optræder på vestlige terrorlister og er berygtede for deres brug af blandt andet selvmordsangreb mod civile mål. Det var netop grunden til, at de blev kontaktet, fortæller Ahmed Akkari, der har brudt med sine tidligere allierede og angrer sine handlinger.

Kontakten til de to terrorbevægelser blev ifølge den tidligere imam etableret under en rejse til Libanon i slutningen af december 2005. Ud over Akkari selv deltog Islamisk Trossamfunds daværende talsmand Kasem Said Ahmad, formanden for moskeen på Ørbækvej i Odense, Mahmoud Mansour, og Aarhus-imamen Raed Hlayhel. I begge tilfælde blev de fire personer afhentet af bevæbnede mænd og kørt til hemmelige mødesteder, hvor de fremlagde deres sag for højtstående medlemmer af de to organisationer.

»Vi bad dem ikke specifikt om en voldelige aktion, men det lå i kortene, at det var en mulighed. Man går jo ikke til en militant organisation for at få et læserbrev,« siger Akkari i bogen, der er blevet til i samarbejde med BT-journalist Martin Kjær Jensen.

Akkari konkluderer, at henvendelsen til de militante organisationer var stærkt medvirkende til, at Muhammedkrisen udviklede sig voldeligt nogle uger senere. Både Hizbollah og Hamas deltog således i de optog, der blandt andet gik til angreb på danske ambassader.

Besøgene hos Hamas og Hizbollah har aldrig tidligere være omtalt, hvilket ifølge Ahmed Akkari skyldes, at de og meget andet var omgærdet af ekstremt hemmelighedskræmmeri.