Penkowa kan miste sin doktorgrad efter bevidst snyd
Københavns Universitet vil have undersøgt, hvorvidt den kontroversielle hjerneforsker kan få frataget både sin doktor- og ph.d-grad.
Københavns Universitet vil have undersøgt, hvorvidt den kontroversielle hjerneforsker kan få frataget både sin doktor- og ph.d-grad.
Tirsdag formiddag blev der rejst mistanke om, at hjerneforskeren Milena Penkowa bevidst har snydt i yderligere 15 videnskabelige artikler end de, der tidligere har været fremme.
Det er et internationalt ekspertpanel, der har undersøgt 79 af Penkowas artikler, og panelets mistanke om videnskabelig uredelighed hos forskeren får nu Københavns Universitet til at rejse alle sagerne ved Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU).
Her vil universitet have vurderet, hvorvidt Penkowa skal fratages sin doktor- og ph.d.- grad.
- Som konsekvens af panelets klare konklusion sender vi alle 15 mistænkte artikler til UVVU og tager på grund af sagens usædvanlige karakter samtidig en konsultation med udvalget, oplyser prorektor Thomas Bjørnholm på København Universitets hjemmeside.
- Vi er for eksempel interesseret i at få afklaret sagerne omkring fire artikler, der indgår i Penkowas doktordisputats, og en artikel, der vedrører hendes ph.d.
I Danmark er det det særlige udvalg og ikke den enkelte forskningsinstitution, der har kompetencen til at afgøre, hvorvidt en forsker er uredelig på baggrund af en rejst mistanke, oplyser universitet.
Hvis UVVU finder, at der ikke længere er videnskabeligt grundlag for hendes ph.d. eller doktorgrad, vil det være op til det Akademisk Råd på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet at tage hjerneforskerens titler fra hende.
- Det Akademiske Råd på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet skal vurdere, om sagerne om Milena Penkowas forskning skal have en konsekvens for hendes doktorgrad og ph.d. og UVVUs afgørelser vil være noget af det, rådet kan støtte sig til, forklarer prorektor Thomas Bjørnholm.
Københavns Universitet vil kontakte de medforfattere, der har bidraget til de mistænkte artikler og de videnskabelige forlag, hvor artiklerne er publiceret.