Regionerne samarbejder lige nu med private om flere byggeprojekter, som omfatter blandt andet sygehuse, hospice og parkeringkældre. Mangel på finansiering er årsag til samarbejdet.

Det skyldes pengenød, når der for alvor er sat gang i samarbejdet mellem regionerne og private investorer, skriver Jyllands-Posten.

Lige nu er der 12 såkaldte OPP-projekter i gang i regionerne, hvor kontrakten med den private bygherre også indebærer en aftale om drift i en årrække, efter byggeriet står færdigt. Danske Regioner betragter det som et gennembrud for modellen.

Et aktuelt OPP-projekt, hvor det offentlige og private samarbejder, er opførslen af et nyt psykiatrisk hospital i Vejle.

»Hvis vi ikke havde valgt den model, hvor det er et privat konsortium, der bygger og driver en del af hospitalet, havde vi ikke kunnet bygge hospitalet i den nærmeste fremtid. Der var ikke alternativer,« siger regionsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V) til Jyllands-Posten.

En del af OPP-projekterne gælder mere tekniske løsninger som for eksempel parkeringskældre, men blandt de 12 projekter er der et psykiatrisk sygehus i Aarhus, hospicepladser på Gudenå Hospice og mere strålekapacitet på Næstved Sygehus, skriver avisen.