Stik imod forventningerne har patientstrømmen fra de offentlige til de private sygehuse kurs mod niveauet for rekordårene i 2009 og 2010, viser en opgørelse fra Region Hovedstaden Det skriver Berlingske.

I årets første syv måneder er antallet af patienter, som Region Hovedstaden henviser til privathospitalerne, vokset med næsten 20 procent i forhold til de tilsvarende måneder i 2011. Væksten tilskrives især flere patienter med grå stær og et stigende behov for MR-scanninger, fordi der mangler kapacitet til at sikre de berørte patienter en hurtig hjælp på hospitalerne i hovedstadsområdet.

Udviklingen kommer bag på politikere internt i regionen og skaber irritation i regeringspartierne, hvor især S og SF har varslet et opgør med privathospitalerne og de alt for favorable vilkår, som man mener, at privathospitaler fik i en årrække under VK-regeringen.

SFs sundhedsordfører Jonas Dahl ærgrer sig.

- Det er ærgerligt, at Region Hovedstaden i stigende grad benytter sig af privathospitalerne. Jeg håber, at de kan få øget kapaciteten på egne hospitaler, så flest muligt behandles i det offentlige system. På privathospitalerne skal der altid være en profit, og derfor er det afgørende, at vi i videst mulige omfang benytter os af de offentlige hospitaler, siger han til Berlingske.

Det er blot et år siden, at nuværende sundhedsminister Astrid Krag (SF) udtalte, at hun helst så, privathospitaler blev »overflødige«, mens SF-formand Villy Søvndal har luftet drømmen om den dag, det offentlige sygehusvæsen ville have udkonkurreret de private.

Men nu nærmer Region Hovedstaden sig så på ny rekordårene, da godt 25.000 patienter årligt blev sendt videre til de private aktører som led i behandlingsgarantien. Sundhedsøkonom, professor Jes Søgaard, kalder udviklingen i Region Hovedstaden »overraskende«.

- Tendensen har været den modsatte. Men det viser jo noget om rationalet i at have en bufferkapacitet i det private, siger Søgaard.

Behandlingsgarantien giver patienter adgang til privat behandling på det offentliges regning, når ventetiden overstiger én måned.