SAS-passagerer, der er strandet i Tel Aviv, får først senere onsdag besked på, om de kan komme hjem med luftfartsselskabets næste ordinære afgang torsdag.

Selskabet besluttede tirsdag aften at indstille flyvningen til Tel Aviv, efter en raket affyret fra Gaza var slået ned fem kilometer fra den internationale Ben Gurion-lufthavn, og onsdagens returafgang er derfor også aflyst.

Det samme gælder ifølge pressechef Trine Kromann-Mikkelsen for morgenens afgang fra Stockholm og returafgangen fra Tel Aviv.

»Vi har ikke flere afgange senere på dagen, men vi skal vurdere, hvorvidt vi skal gennemføre en afgang i morgen. Vi har et billede af situationen op ad dagen, og så kan vi melde ud til de kunder, der direkte er berørt af det,« siger SAS’ pressechef.

Det er luftfartsselskabets sikkerhedsafdeling, der står for risikovurderingen.

»Og de gør et rigtigt godt stykke arbejde med at tage hånd om vores personales og passagerernes sikkerhed,« siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Samtidig bliver anbefalingerne fra nationale og internationale luftfartsagenturer også lagt til grund for vurderingerne. Både det europæiske agentur, EASA, og det amerikanske, FAA, har frarådet flyvninger til Tel Aviv.

»Vi kigger både på anbefalinger fra myndigheder og på, hvad vores konkurrenter gør,« siger pressechefen, men her og nu ved hun ikke, hvornår luftfartssikkerhedsagenturerne vil komme med en ny risikovurdering.

Derfor kan Trine Kromann-Mikkelsen heller ikke give et bud på, hvornår SAS kommer med en melding om flyvningerne til Israel.

Også lavprisselskabet Norwegian har indstillet sine afgange fra København til Tel Aviv, og andre store selskaber, herunder Lufthansa samt flere amerikanske selskaber, har suspenderet afgange til Israel. De israelske selskaber, herunder El Al, flyver stadig til og fra Tel Aviv.