Tusindvis af danskere er nærmest blevet afhængige af deres smartphone. Den hjælper dem med at finde vej, finde det nærmeste pizzeria og til at holde øje med budgetterne på lønkontoen. Men der findes flere farer, som førende eksperter nu advarer mod.
På den anerkendte Black Hat-konference i Las Vegas har førende mobil-eksperter således advaret mod, hvor let det er for uvelkomne at bryde ind og stjæle fortrolige oplysninger fra din smartphone.
Det skriver den norske netavis dagbladet.no.
- Jeg kan overtage din telefon, sagde den amerikanske sikkerhedsekspert Charlie Miller ifølge Reuters på konferencen.
Charlie Millers er manden, der er blevet kendt for at kunne hacke sig ind på en iPhone. Manden har ligeledes vundet priser for sit arbejde med mobilsikkerhed.
Vil inficere din android-telefon
Charlie Millers forklarede på konferencen, at det kan være en genstand så lille som et frimærke, der kan ende med at gøre livet surt for ejerne af android-telefoner.
Uvelkomne, der ønsker at få adgang til din mobil, kan placere den lille genstand hvor som helst - og når du går forbi genstanden, vil den inficere din mobil.
Men det er langt fra kun android-ejere, der er udsatte. Også de tusindvis af danskere, der har investeret i Apples iPhone, er i fare for ubudne gæster.
- Nogle kan oprette et netværk, der ligner de gratis trådløse netværk, man ser i lufthavne og på restauranter. Men med hjælp fra et program kan den, der har oprettet netværket, få adgang til adgangskoder og brugernavne til de tjenester, som du logger på, forklarer Nils Roald, der er administrerende direktør for Trend Micro i Norge.
Opdater sikkerhedssoftware ofte
De mange risici med smartphonen får nu norske sikkerhedseksperter til at slå alarm - og råde de mange brugere til at følge ét særligt råd mod at blive udsat for ubudne telefon-gæster:
- Du skal opdatere din sikkerhedssoftware ofte. Der er et konstant kapløb mellem udviklere og folk, som vil narre dig. Det skal tages alvorligt, siger en ekspert til den norske avis.



