____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Inden du tænder op for kullene i weekenden eller sætter en lighter til haveaffaldet, så tjek lige på nettet, at det rent faktisk er forsvarligt.

Lige nu skal der nemlig ikke mere end et enkelt cigaretskod, vildfaren røg fra en havegrill eller en gnist fra en mejetærsker til at sætte alvorligt fut i græsplæner, grøftekanter og skove.

Flere kommuner advarer allerede om brug af åben ild og har udstedt forbud eller gode råd, og endnu flere overvejer at følge trop.

Blandt de kommuner, som allerede har udstedt et afbrændingsforbud er Fredericia, Kolding, Ishøj, Middelfart, Assens, Faaborg-Midtfyn og Nordfyns kommune.

I kommuner som Aalborg, Vesthimmerland, Mariagerfjord, Vejle, Billund og Vejen kan et forbud være lige om hjørnet. Det afhænger i høj grad af, hvor meget regn, der kommer i løbet af weekenden.



I disse dage ringer bekymrede danskere til politiet for at høre, om det er ok at bruge åben ild.

- Folk ringer til os og spørger, om de må brænde haveaffald af. Og et forbud mod åben ild i det fri er da helt klart også noget, vi overvejer lige nu. Det er op til kommunen at afgøre det, fortæller vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi til bt.dk.

Det er nemlig brandmyndighederne i de enkelte kommuner, der afgør, hvorvidt det er forsvarligt at grille, lave bål eller brænde marker af. Så husk at tjekke din kommunes hjemmeside.



Torsdag eftermiddag var en gnist fra en mejetærsker skyld i en kædereaktion af ulykker. Pludselig stod adskillige hektarer mark i brand, og røgen lagde sig som en sort tyk hale hen over Herningmotorvejen. Det fik først fem biler til at køre sammen på motorvejen syd for Hammerum ved Kølkærvej.

- To af bilerne endte i vejkanten, hvor de brød i brand og udbrændte totalt. Kort tid efter kørte to biler sammen i den modsatte retning, fordi der opstod kikke-kø.

Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.

To bilister måtte efterfølgende køres på hospitalet på grund af nakkesmerter, men heldigvis kom ingen alvorligt til skade.Meteorologerne melder om kraftige tordenbyger i weekenden, og det kan påvirke forbuddene nogle steder.

Beredskabsmyndighederne landet over følger tørkeindekset fra Danmarks Meteorologisk Institut. Her kan du se, hvor tørt og brandfarligt, der er i dit område.