Politiet er klar med alkometrene de kommende uger for at sætte en stopper for bilister, der sætter sig i bilen efter en lidt for våd julefrokost.

Julefrokosterne står for døren, og dermed er det også blevet sæson for den årlige kampagne mod spritkørsel.

Allerede fra denne uge sætter politiet ind med ekstra kontroller for at slå kloen i bilister, der forsøger at liste branderten hjem i den firehjulede.

»Hvert år sker der tragiske ulykker, hvor bilister kører galt, fordi de har drukket eller taget euforiserende stoffer. Derfor prioriterer vi højt at lave sprit- og narkokontroller, og i de kommende uger vil vi tjekke et meget stort antal bilister i hele landet. Formålet er at få alle sikkert hjem,« siger fungerende centerchef Arne Martinsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Politiets spritkontrol bliver vanen tro ledsaget af kampagne mod spritkørsel fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden. I år sker det under overskriften »Klar til et pust«.

Her kan man som noget nyt bestille mærkater, som deltagerne i julefrokosten kan more sig med at sætte på hinandens tøj. »Jeg er klar til julelege«, »Jeg er klar til en taxa« og »Jeg er klar til en svingom«. Det gælder nemlig om at få aftalt på forhånd, hvem der skal køre hjem fra julefrokosten. Men det skal ikke ske på en moraliserende og bedrevidende måde, men med et glimt i øjet,« fortæller Mogens Kjærgaard Møller, direktør i Rådet for Sikker Trafik.

»Det handler om at bryde isen på en enkel og sjov måde, så man får taget stilling. De færreste ønsker at stå med en løftet pegefinger overfor gæsterne, så derfor hjælper vi med at tage stilling på en måde, der både får smilet frem og samtidig sikrer, at man passer på hinanden og at alle kommer sikkert hjem fra festen,« siger Mogens Kjærgaard Møller.

Antallet af dræbte og tilskadekomne som følge af ulykker med sprit indblandet har været for nedadgående de senere år. Alligevel er der ifølge Rådet for Sikker Trafik et behov for at gentage budskabet om at lade bilnøglerne ligge, hvis man har fået for meget at drikke.

»I 70erne og 80erne var der en vis accept af, at man godt kunne tillade sig at liste en brandert hjem i bilen. I dag er det blevet socialt uacceptabelt, men der er alligevel en gruppe tilbage, der ser stort på det. Og kan vi ikke nå dem, så kan vi måske nå fællesskabet og få de andre til at tage ansvaret for, at de ikke kører, hvis de har drukket for meget,« siger Mogens Kjærgaard Møller.

Mærkaterne, som man kan more sig med til julefrokosten, kan bestilles kvit og frit på Facebook-siden »Stop Spritkørsel«. Kampagnen følges op med TV-indslag i december samt en film på Youtube, hvor Sjællands Politiorkester har slået pjalterne sammen med Det Danske Drengekor og synger en alternativ udgave af »Det kimer nu til julefest«. Det utvetydige budskab er, at man skal »køre med bus, en vogn eller en ven fra samme sogn«, hvis man skal til julefest.