Danskerne er så bange for sexovergreb på børn, at mandlige pædagoger kan mærke en latent mistillid. Flere institutioner har særlige regler for mandlige ansatte.
Mandlige pædagoger må ikke skifte børnenes våde bleer og ej heller sove med ungerne, når det er tid til middagslur. Sådan lyder nogle af de regler, som flere daginstitutioner har indført, skriver Berlingske lørdag.
Det sker for at imødekomme forældres angst for, at deres børn skal blive udsat for seksuelle overgreb i børnehaver og vuggestuer, fortæller Henning Pedersen, formand for pædagogernes forbund, BUPL.
- Reglerne er en blanding af et hensyn til forældrene og en beskyttelse af de mandlige medarbejdere. Nogle gange kan de mandlige pædagoger føle, at de bliver mistænkeliggjort fuldstændig unødigt, siger Henning Pedersen til Berlingske.
Forsker ved Aarhus Universitet Else-Marie Buch Leander beskæftiger sig netop med frygt for pædofili og fortæller, at der blandt en del borgere hersker en opfattelse af, at overgreb er udbredte i daginstitutioner. Og det på trods af, at alle pædagoger får tjekket deres såkaldte børneattest for tidligere overgreb, inden de ansættes. Som Berlingske fredag berettede, drejer det sig om en kvart million attester hvert år.
Bekymringen for overgreb i daginstitutioner skyldes ifølge Else-Marie Buch Leander blandt andet, at pædofilisagerne brænder sig fast i deres bevidsthed. Ikke mindst når de får stor medieomtale, som det eksempelvis skete med den såkaldte Beder-sag fra 2007, hvor en mandlig pædagogmedhjælper blev idømt tre års fængsel for »tissemandslege« i legehuset og andre sexovergreb på 14 børnehavebørn.
- Vi lever i et samfund, som i stigende grad er optaget af og bange for pædofili. Når der er en sag, står politikerne klar med lovgivning og løsninger, som giver det indtryk, at seksuelle overgreb er stærkt udbredte. Det enkelte overgreb er alvorligt, men det er væsentligt at slå fast, at seksuelle overgreb ikke er så udbredte i for eksempel daginstitutioner, som man tror, når man læser aviser, siger Else-Marie Buch Leander.
Skrækken for pædofili, mener hun i øvrigt, skyldes adskillige faktorer i den kulturelle udvikling. Blandt andet at børn i stor udstrækning bliver passet af »fremmede« i institutioner frem for derhjemme, hvor man kan se, hvad de laver. Ligeledes spiller en generel seksualisering af børn i det offentlige rum, som gør det lettere at se dem som mulige ofre, ind. Men den øgede mistanke om pædofili har en pris. Også for børnene, mener hun.
- Det har den konsekvens, at man fjerner sig fra børnene, fordi børn kan risikere at blive farlige at omgås, siger Else-Marie Buch Leander.
Først til januar offentliggør hun et forskningsprojekt, der viser hvor mange institutioner, der har særlige retningslinjer for at mindske risikoen for seksuelt misbrug af børn. En undersøgelse, som fagbladet Børn & Unge gennemførte blandt 79 institutioner i 2009 viste imidlertid, at to ud af tre institutioner havde regler, som skulle dæmme op for misbrug af børn og skærme de voksne fra mistanker.
I BUPL har man kun haft én sag om børnemisbrug blandt sine medlemmer de seneste fem år. Hvor mange sager om pædagogmedhjælpere, der har været i samme periode, findes der ikke et tal for.
Ifølge BUPL-formand Henning Pedersen bør institutionerne kun indføre retningslinjer, som gælder for alle medarbejdere i institutionen – mænd som kvinder.
- Én sag er én for meget, så man skal tage det alvorligt og blive enige om, hvad man vil gøre lokalt i den enkelte institution for at forebygge overgreb. Men det er ude af proportioner at lave regler, som gør, at nogle pædagoger ikke kan løse alle opgaver i en institution. For der er heldigvis ganske få sager. Mandlige pædagoger kan med rette føle sig kriminaliserede eller forfulgt. I værste fald mister de lysten til at arbejde med børn, siger han.
I Forældrenes Landsorganisation, FOLA, mener man, at pædagogstanden skal afspejle samfundet, når det gælder kønsfordeling. Derfor er formand Lars Klingenberg stærkt bekymret over stigmatiseringen af mandlige pædagoger.
- Man skal ikke håndtere pædofilifrygten med hysteri. Hvad er det for et billede af samfundet, vi vil tegne for vores børn? Er det et, hvor mænd ikke må være alene med børn? spørger Lars Klingenberg.
