Både Vejdirektoratet og DSB forventer en travl hjemrejsedag 2. påskedag.

Påsken lakker mod enden, og derfor går turen for mange danskere hjem mod hverdagen igen her 2. påskedag.

Vejdirektoratet oplyser, at selv om søndag erfaringsmæssigt er den største hjemrejsedag, så forventer man alligevel en dag med tæt trafik på mange strækninger i landet.

»Det gode påskevejr har måske gjort, at nogle rejsende har udsat turen hjem. Derfor forventer vi lidt tættere trafik end normalt. Det er særligt fra den dansk-tyske grænse ad E45 og på E20 tværs gennem landet, at der vil blive tæt trafik,« siger vagthavende ved Vejdirektoratet Marianne Bom til Berlingske Nyhedsbureau.

Det er ikke kun påskens solstråler, der kan give lidt tættere trafik for nogle bilister på landevejene.

Også et større vejarbejde på Vestfyn og i områder nær Køge og København kan skabe flaskehalse i trafikken, hvis der er for mange biler på vejene.

Derfor har Marianne Bom også et godt råd til de mange bilister, der skal hjem fra påskeferien.

»Kør omkring spisetid. Vi kan se, at folk gerne vil spise, inden de kører hjem, så der er nok lidt færre biler på vejene end normalt. Ellers er det de velkendte råd om at køre hjemmefra i god tid og om at holde god afstand i den tætte trafik,« siger Marianne Bom og tilføjer, at der vil være mest pres på vejene fra klokken 12-18.

Hos DSB forventer man ligeledes en travl rejsedag. Særligt på afgange fra Jylland mod Fyn og Sjælland i tidsrummet 12-18.

Trafikinformationschef hos DSB Tony Bispeskov oplyser dog til TV2 News, at der stadig er pladsbilletter at få i hele landet, og at DSB ikke forventer gnidninger på nogen strækninger i løbet af mandagen.