I årets første to måneder har 9.649 langtidsledige mistet deres dagpenge, viser ny opgørelse.

5.472 langtidsledige mistede deres dagpenge i januar, mens det gjaldt for 4.177 i februar, viser en ny opgørelse fra a-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke. Det skriver Politiken onsdag.

»Det svarer desværre til vores værste forventninger,« siger direktør i AK-Samvirke Verner Sand Kirk til avisen.

Samtidig lyder Beskæftigelsesministeriets skøn fra begyndelsen af januar på, at mellem 17.000 og 23.000 langtidsledige vil miste retten til dagpenge i løbet af det første halvår af 2013.

»Det bliver mindst 23.000 i løbet af årets første seks måneder. Mere end 1.000 om ugen har mistet dagpengene. Og det til trods for akutjob, håndholdt jobindsats og tilbud om uddannelse,« siger Verner Sand Kirk.

Ledende arbejdsmarkedsøkonom Andreas Højbjerre fra tænketanken Kraka betegner de godt 9.600 udfaldne som et »meget stort« tal.

»Vi har hele tiden vidst, at der kom en pukkel, som ville miste dagpengene her efter nytår, fordi reformen bliver indfaset meget hurtigt. Derfor vil tallet nok også falde i de kommende måneder, men vi må regne med, at antallet af arbejdsløse, der mister dagpengene, permanent ligger højere, end vi har været vant til,« siger han til avisen.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) betegner det som et »hårdt slag« for hver enkelt af de, der har mistet dagpengene.

»Der er tale om en ekstraordinær situation, som viser, at der fortsat er behov for at hjælpe denne gruppe tilbage i varigt job. Derfor har regeringen også blandt andet med aftalen om akutjob og senest den særlige udannelsesordning med forsørgelse iværksat en række tilbud for at hjælpe de mennesker, som risikerer at opbruge deres dagpengeret,« udtaler hun i en skriftlig kommentar til Politiken.