1350 rasende aktionærer i OW Bunkers har meldt sig hos Dansk Aktionærforening. Foreningen håber, det bliver startskuddet til et sagsanlæg mod Aalborg-virksomheden.

Siden OW Bunkers konkurs blev en realitet fredag, har 1350 vrede aktionærer registreret sig på Dansk Aktionærforenings hjemmeside. Søndag var der cirka én aktionær i minuttet, som skrev sig ind.

Læs også:

- Vi tuder ikke over at miste penge på aktier, men når en virksomhed slår sig op på at være verdensmester i risikostyring, solid og nærmest lidt kedelig, og så viser sig at være et kasino, så kræver det handling, siger direktør i Dansk Aktionærforening Jens Møller Nielsen.

I 'blanketten' på foreningens hjemmeside, hvor man kan registrere sig som OW Bunker-aktionær, spørger foreningen også til aktionærernes 'faglige kompetencer'. I håb om, at der sidder jura- og økonomi-kyndige aktionærer, som kan lede et eventuelt sagsanlæg.

Læs også:

- Vi håber meget, at der er nogle aktionærer iblandt, som vil danne en initiativgruppe til forberedelse af et eventuelt sagsanlæg mod OW Bunker, siger direktøren og henviser til, at lignende grupper virkede stærke under sagerne med Amagerbanken og Tønder Bank.

Natten til torsdag kom det frem, at OW Bunker har tabt enorme summer på fejlslagne spekulationer i oliehandlen, og at der formentlig er foregået en omfattende svindelaffære i et datterselskab i Singapore. Fredag indgav selskabet så sin konkursbegæring.

- Der står 20.000 aktionærer, som i udgangspunktet har tabt alle deres penge. De har købt aktier, som har været markedsført og solgt på et totalt misvisende grundlag. Det er falsk varedeklaration, så vi forstår så udmærket deres vrede, siger Jens Møller Nielsen fra Dansk Aktionærforening.

En af dem, der troede, hun satte penge i en, om ikke kedelig, så i hvert fald solid virksomhed, er tidligere energiminister Anne Birgitte Lundholt.

Læs også:

Anne Birgitte Lundholt sad i Folketinget for De Konservative i 90'erne og som industri- og energiminister under Poul Schlüter. I dag har hun flere bestyrelsesposter, og fra sidelinjen følger hun flittigt det danske erhvervsliv.

Hun havde særdeles stor tiltro var Aalborg-virksomheden OW Bunker, som hun kendte via selskabets tidligere bestyrelsesformand. Derfor købte hun sig ind som aktionær, da OW Bunker gik på fondsbørsen i marts.

- Jeg gik ind i det, fordi jeg kendte virksomheden via den daværende bestyrelsesformand Bjarne Hansen. Han døde halvandet år, inden selskabet gik på børsen og har intet med dette at gøre. Han ville rotere i sin grav, hvis han vidste, hvad der foregik nu, siger Anne Birgitte Lundholt, der i dag bl.a. er bestyrelsesformand for Naviair.

Hun har, som hun siger, læst prospektet. Det stykke papir, som skal 'sælge' virksomheden, men som også skal tegne et retvisende billede af selskabet. Hvilket det ikke just kan siges at være tilfældet for OW Bunker, som den forhenværende minister bemærker det.

Læs også:

- Det gav jo et billede af en god forretning! Nu undrer jeg mig over, hvordan det kan lade sig gøre at køre en sund virksomhed i sænk på otte måneder. Jeg håber virkelig, at der kommer nogle svar til de danske aktionærer, som har investeret og mistet på det her, siger Anne Birgitte Lundholt.

Hun vil ikke ud med, hvor meget hun i kroner og øre satte i OW Bunker.

- Jeg vil ikke kalde mig storaktionær. Jeg går aldrig ind med mere, end jeg kan tåle at tabe. Men det er irriterende, og jeg undrer mig i den grad.