Det er ikke sikkert, at den svindelsag, der onsdag ramte millionvirksomheden fra Aalborg OW Bunker, rent faktisk er af ulovlig karakter. Det siger formand for OW Bunker Niels Henrik Jensen i et interview med nyhedsbureauet Bloomberg.

- Vi er stadig ikke sikre på, om det rent faktisk er ulovligt. Det er vi ved at undersøge, siger formanden fra OW Bunker til Bloomberg.

Læs også:

Natten til torsdag dansk tid offentliggjorde OW Bunker i en pressemeddelelse, at firmaet havde mistet i alt 1,6 milliarder kroner på grund af en kombination af bedrageri begået af ledende medarbejdere hos datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore og dårlig risikostyring.

Den danske direktør i Dynamic Oil Trading, 41-årige Lars Møller, er blevet udpeget som én af de hovedmistænkte for millionsvindlen, og han mødte angiveligt grædende op på kontoret i Nørresundby onsdag for at tilstå overfor ledelsen i OW Bunker.

Senere har flere ledende medarbejdere fra datterselskabet i Singapore dog været fremme og sige, at de ikke mener, at der er begået ulovlig svindel. Ifølge dem har ledelsen i Danmark kendt til alt det arbejde, der er udført, skriver DR.