Landets hospitaler er presset af fedmeepidemien, der giver ekstra mange hjerte- og diabetespatienter.

Tunge danskere tager mere og mere plads på hospitalerne.

På en hospitalsstue med ti mennesker ramt af blodprop i hjertet, vil syv af sengene rumme en overvægtig eller svært overvægtig patient, skriver Politiken tirsdag.

Samme billede tegner sig for en række andre kroniske sygdomme, viser tal fra Den Nationale Sundhedsprofil.

Dermed fylder de overvægtige og svært overvægtige mere på hjerteafdelingerne, end de gør i befolkningen generelt. I alt 46,7 procent af danskerne befinder sig i en af de to kategorier.

Fedmeepidemien kan på mange måder mærkes rundt omkring på hospitalerne. Eksempelvis på hjertemedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital, hvor man årligt har 18.000 indlagte hjertepatienter.

- Det er helt klart, at overvægt er vores største udfordring, siger Claus Brøckner Nielsen, afdelingens ledende overlæge, til Politiken.

- Det er lykkedes at lave tabletter for rygning, forhøjet blodtryk og forhøjet kolesteroltal, men man kan ikke bare give en pille for at være for tyk. Det er noget, der skal ændre sig i danskernes hverdag.

I Region Midtjylland var der 14.000 overvægtige blandt sidste års patienter med en blodprop eller hjerneblødning.

- Tallene er ret voldsomme, og der ligger en stor udfordring her, siger Finn Breinholt Larsen, seniorforsker ved Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland.

- I dag ser vi kroniske sygdomme, hvor størstedelen af patienterne er overvægtige, selv om man ikke tidligere har forbundet sygdommen med fedme, siger han.

Som eksempel på en 'ny' sygdom, der især rammer overvægtige, nævner han ledde- og slidgigt. Inden for den gruppe af patienter er andelen af overvægtige steget fra 49 til 63 procent.

/ritzau/