Overset ved lukketid: Kunde lå bevidstløs i to timer på gulvet i SuperBrugsen

I går aftes kort før Kenny Danielsens lokale SuperBrugs lukketid besluttede den 58-årige førtidspensionist, at han lige skulle have lidt slik- og sodavands-forsyninger til at hygge sig med i sofaen hjemme i Brøndby Vester.

Men den hyggelige aften på sofaen med slik og rød sodavand indenfor rækkevidde blev slet ikke, som Kenny Danielsen havde forestillet sig.

For mens han gik rundt mellem reolerne i SuperBrugsen på Park Allé i Brøndby Vester, faldt han besvimet om. Og vågnede først et par timer efter. Alene i en lukket og slukket butik.

- Jeg har en fandens sygdom, hvor jeg kan gå i koma eller besvime lige pludselig. Og det gjorde jeg så i går aftes i mellemgangen nede i Brugsen, fortæller Kenny Danielsen til bt.dk.

Overså besvimet kunde og lukkede butikken: Her er SuperBrugsens forklaring

Da han kom til sig selv igen, lå han på gulvet omgivet af skår fra en vinflaske, som han formoder, han har revet med sig i faldet. Først anede førtidspensionisten ikke, hvor han var henne. Men da han fik øje på de mange reoler med varer på, gik det op for ham, at han måtte være faldet besvimet om i butikken, da han gik rundt for at finde sine varer.

- Jeg havde jo ikke fået min mobil med mig, for jeg skulle jo bare lige ned og hente noget snolder. Så jeg tænkte, at jeg måtte finde en af censorerne til butikkens alarm, så jeg kunne få aktiveret dem, fortæller Kenny Danielsen

Men det var ikke så let i den mørklagte og lukkede butik. Til sidst lykkedes det for Kenny Danielsen at få sat alarmen i gang. Og efter få minutter ankom politiet til SuperBrugsen.

Der stod Kenny Danielsen allerede foran glasdørene ind til butikken, fordi han var godt klar over, at politiet nok ville mistænke ham for at være brudt ind i butikken.

- Men de var meget søde og rare overfor mig. Og de kunne godt forstå min situation. Men jeg synes jo, det er lidt underligt at de ansatte i butikken ikke kiggede den efter, inden de lukkede, fortæller førtidspensionisten.

Efter cirka et kvarters ventetid ankom en af de ansatte til butikken.

- Han var meget ked af det og beklagede. Og så gav han mig en flaske vin, fortæller Kenny Danielsen.

Københavns Vestegns Politi bekræfter, at de blev tilkaldt til butikken i går aftes. Lige som vagtchefen bekræfter Kenny Danielsens historie.

Overså besvimet kunde og lukkede butikken: Her er SuperBrugsens forklaring

Læs også: