Timelange ventetider på akutmodtagelser for børn skyldes ikke kun dårlig planlægning, mener overlæge. Nutidens forældre er for bange for at tage ansvar for deres syge børn.

Marco er et år. Han hoster, græder og har feber. Han har drukket alt for lidt de seneste dage. Tirsdag var han med sin mor hos den praktiserende læge. Lægen ordinerede Panodiler og ventetid. Da det ikke virkede, ringede forældrene 1813. Nu sidder Marco blankøjet på far Micki Mortensens arm. Familien har ventet to timer på at komme ind til lægen på Herlev Hospitals akutmodtagelse for børn.

»Vi er glemt,« siger Marcos mor, Kristine Dalgaard, opgivende.Det er torsdag. Klokken er 21.00. Der hersker ro på den farvestrålende hospitalsgang. Her betyder ro små børn, der løber, græder, får læst højt eller ligger under en frakke på to stole og givetvis drømmer om is og feberfrihed.

Sygdom er en relativ størrelse mellem de gule døre og blå stole. Alt efter om man er Marcos forældre eller læge. Når Berlingske i denne uge tilmed kunne beskrive 100 lægers klage over timelange ventetider om natten i weekenden og unødvendige henvisninger til akutmodtagelserne på Region Hovedstadens hospitaler fra 1813, må overlæge i børnemodtagelsen Marianne Sjølin gribe ind.

Hun og kollegerne på Herlev Hospitals børnemodtagelse mener ikke, at »1813-kaos« og uacceptable ventetider kun handler om vanskelig sammenlægning af lægevagten og skadestuen til det udskældte 1813-akutsystem (1. januar 2014). Det er meget mere jordnært, siger hun fra en tom enestue, hvor lydene fra aftenens små patienter næsten ikke høres.

»Forældrene tør ikke tage ansvar. De vil gerne have nogle professionelle, der fortæller dem, at de ikke behøver være bekymrede. Jeg har talt med sygeplejersker på akuttelefonen, der fortæller, at selv om de siger alle de ting, vi har sagt, de skal sige til forældrene med at se tiden an og Panodiler og den slags, presser forældrene på for at blive set. Vi ser også nogle, der siger: Vi skal på ferie til Thailand på søndag, så vi vil bare lige have tjekket, om han fejler noget eller kan blive syg.«

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK

(Besøger du bt.dk på mobilen - deltag i debatten HER)

Et slag på tasken fra Forum for Yngre Almenmedicinere gik i denne uge på, at 30-40 procent af de børn, der i dag henvises til lægelig vurdering i børnemodtagelsen på de store hospitaler, har problemer, som kunne være ordnet i telefonen, hvis forældrene havde talt med en erfaren praktiserende læge og ikke kun en sygeplejerske.

For Marianne Sjølin skyldes lange ventetider på akutmodtagelserne både, at forældre ikke tør tage ansvar for deres børns sygdom, og at forældre tror, de ved bedst og derved presser på for at blive tilset af en læge på en akutmodtagelse med større ventetid for alle til følge.

De belæste kan være de værste

Det kan være en far, der kræver penicillin til sin søn, der har ondt i ørerne, uden at der er feber eller betændelse, og faren ikke vil godtage lægens råd om, at Panodil er det rigtige.

»Når man har siddet tredive gange en lørdag aften og haft sådan en snak om plus-minus penicillin til et barn, der ikke har feber, bliver man, for at sige det ligeud, p....træt af de stakkels damer ved akuttelefonen. Frustrationerne bliver desværre ført over til den, der visiterer,« fortæller Marianne Sjølin.

Hun smiler ironisk, da hun som eksempel på forældres manglende ansvar over for juniors sygdom, siger:

»Der er jo kvinder, der læser hyldemeter bøger om børn og sygdomme, inden de skal føde. Lige så snart, barnet kommer til verden, ringer forældrene, når der er det mindste galt.«

1813 er sidste udvej

Vicedirektør Leif Panduro Jensen fra Nordsjællands Hospital fortalte i denne uge til Berlingske, at han ikke kunne genkende det billede, som læger tegner af afdelinger, der bliver lagt ned af forkølede og overflødigt henviste børn. Han mener, det skyldes det nye 1813-systems startvanskeligheder.

»I starten, da det nye system skulle i gang, var der en tendens til at sende flere af de småsyge børn af sted til os. Men det er ikke et stort problem,« sagde vicedirektøren og pointerede, at der er sat ekstra ressourcer af til at løse opgaverne.

Døren går op, og lægen er klar til at se Marco.

»Neej, bingo,« lyder det fra Kristine Dalgaard. Andre er kommet foran Marco, men det forstår hun godt, hvis de fejler noget mere alvorligt end hun og Micki Mortensens søn.

Kristine Dalgaard er ikke enig med Marianne Sjølin i, at forældre er for pylrede og usikre, når deres børn er syge og derfor belaster akutmodtagelserne unødigt.

»Det vil jeg ikke mene, jeg gør. Jeg ringer kun til 1813 som sidste udvej. Der er gået næsten fem døgn, hvor Panodiler fire gange i døgnet ikke har virket, og han vil stadig ikke drikke. Man bliver nervøs, og så bliver man nødt til at reagere. Vi er jo dem, der kender vores børn bedst.«

Da familien kommer ud fra lægens kontor, står det klart. Marcos sygdom skyldes noget med trommehinden. Han skal nok komme sig med lidt flere Panodiler og tålmodighed, lyder lægens råd.