Ny undersøgelse viser, at hver femte elev i 9. klasse skader sig selv, hvis de har det dårligt.

København: Når livet gør ondt, vælger nogle unge at skære eller slå sig selv.

En ny undersøgelse fra Børnerådet blandt 1400 elever i 9. klasse, viser at hver femte skader sig selv på den ene eller anden måde. Det kan være alt fra at kradse i sig selv til at kaste op, efter at de har spist.

Få her et overblik over undersøgelsens hovedresultater:

* Af de 22 procent unge, der har skadet sig selv, er 68 procent piger, mens 32 procent er drenge.

* Unge fra brudte familier og unge, der bor i økonomisk trængte familier, skader oftere sig selv.

* 42 procent af de unge, der er blevet mobbet på nettet det seneste år, har skadet sig selv.

* 14 procent af de drenge, der har skadet sig selv, har gjort det over 20 gange det seneste år. Det samme gælder for syv procent af de piger, som har skadet sig selv.

* De mest udbredte former for selvskade er at skære, kradse eller slå sig selv.

* Unge, der har skadet sig selv, udfører oftere end andre unge indirekte selvskade, eksempelvis ved at kaste op, efter de har spist.

* Unge, der har skadet sig selv, har lavere selvværd og oplever flere former for daglig mistrivsel end andre unge.

* Selvskade er udbredt i hele landet: På 93 procent af de skoler, der er med i Børne- og Ungepanelet, er der unge, som skader sig selv.

Kilde: Børnerådet

/ritzau/