Hvis du har siddet og ventet utålmodigt bag computerskærmen i weekenden for at finde ud af, om du skulle modtage eller betale restskat, så er du langt fra den eneste.

Mere end tre millioner danskere har siden fredag kl. 17.30 og frem til nu været logget ind på Skats hjemmeside for at se deres årsopgørelse. Det fortæller underdirektør i Skat IT, Claus Middelboe Andersen, som også fortæller, at de mange millioner danskere er gledet lettere igennem systemet end tidligere. Faktisk var køen allerede stort set elimineret lørdag aften.

»Vi har haft flere igennem end sidste år, men vi har kun oplevet at have kø indtil lørdag aften. Det er en stor modsætning til sidste år, hvor folk sad i kø flere timer. Fra lørdag aften og frem har der stort set ikke været kø, og det er vi glade for. Det er første gang, at køen har været tilendebragt inden søndag,« siger Claus Middelboe Andersen og understreger, at systemerne stadig kører på maksimum hastighed med 2.000 logins i minuttet – men der skulle altså ikke være problemer eller nævneværdig kø, hvis du går ind for at tjekke din årsopgørelse mandag.

Det bedste år nogensinde
Siden fredag aften har der cirka været en million danskere inde på Skats hjemmeside om dagen, men ændrede processer internt i Skat, en ændret køfunktion og et anderledes testforløb op til åbningen har gearet systemet bedre til det store pers, der især ramte lørdag eftermiddag.

»Det største pres har nok været lørdag, hvor jeg også på tv og sige, at ventetiden var på mellem to og fire timer, og det var simpelthen fordi vi kørte test, og vi havde ikke skruet helt op for kapaciteten, fordi vi koncentrerede os om at få et stabilt flow igennem. Henover søndag skruede vi langsomt op, og det har elimineret kø,« siger Claus Middelboe Andersen, som godt vil bevæge sig op til at kalde weekendens afvikling af årsopgørelses-tjek for den bedste nogensinde.

»Man kan godt sige, at i år er året, hvor det er gået bedst. Nu vil vi også gerne have de sidste løse ender med, så når det hele er oppe og køre med mulighed for rettelser tirsdag, er vi rigtig glade, og indtil da arbejder vi koncentreret,« siger Claus Middelboe Andersen med henvisning til, at der indtil videre er lukket for muligheden for at rette i sin årsopgørelse, men at det efter planen skulle blive muligt fra tirsdag morgen klokken 9.

Skat estimerer, at et sted mellem 350.000 og 500.000 danskere yderligere vil tjekke deres årsopgørelse i løbet af mandagen. Som en tommelfingerregel plejer 2/3 af danskerne at få penge tilbage, mens 1/3 skal betale restskat.