Indvandrerne er ikke en homogen gruppe, når det gælder tilknytningen til arbejdsmarkedet. Kun godt hver fjerde somaliske indvandrer i Danmark er i job.

Der er stor forskel på indvandreres jobsituation i Danmark. 62,5 procent af indvandrerne, der kommer fra Thailand, er på arbejdsmarkedet, mens kun 26,7 procent af de somaliske indvandrere har et job.

Det dokumenterer en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, der også viser, at personer af dansk oprindelse har en beskæftigelsesfrekvens på 73,4 procent - det vil sige, at mere end syv ud af ti danskere har et job.

Indvandrere fra vestlige lande har en beskæftigelsesfrekvens på 59,4 procent, mens den for indvandrere fra ikke-vestlige lande lyder på 47,3.

Danmarks Statistik tager desuden temperaturen på kvinders beskæftigelsesfrekvens i forhold til mænds. Opgørelsen viser, at 63,5 procent af de pakistanske mænd, der bor i Danmark, har et arbejde, mens det for de pakistanske kvinders vedkommende kun er 32,8 procent. Det er en forskel på 30,7 procentpoint, og det gør pakistanerne til den gruppe indvandrere, hvor forskellen mellem kvinder og mænds beskæftigelsesfrekvens er størst.

Når man kigger på indvandrere fra Thailand, ser man det stik modsatte billede. Her arbejder 63,9 procent af kvinderne, mens kun 53,3 procent af mændene har et job. De thailandske kvinders høje erhvervsfrekvens gør, at de er den gruppe af alle indvandrere fra ikke-vestlige lande, der i størst omfang er på arbejdsmarkedet.