I juli fik 105 danskere at vide, at de er smittet med den multiresistente svinebakterie MRSA, der hidtil har kostet fem personer livet. Epidemien er ude af kontrol, mener Enhedslisten, som har kaldt ministre i samråd om sagen.

105 danskere fik i juli at vide, at de er smittet med den farlige svinebakterie MRSA CC398, der indtil videre har kostet fem personer livet herhjemme. Dermed er der sat rekord i udbredelsen af bakterien. Det skriver dr.dk.

»Det viser jo, at det er en epidemi, som er helt ude af kontrol,« siger Hans Jørn Kolmos, der er professor og overlæge på klinisk mikrobiologisk afdeling på Odense Universitetshospital, til DR Nyheder.

Enhedslistens fødevareordfører, Per Clausen (Ø), erklærer sig enig med professoren, og derfor har ordføreren indkaldt både sundhedsminister Nick Hækkerup (S) og fødevareminister Dan Jørgensen (S) i samråd om sagen i Folketingets Fødevareudvalg.

»Aldrig før er så mange blevet smittet på en måned. Jeg er helt enig med professor Hans Jørn Kolmos i, at dette viser, at denne epidemi er helt ude af kontrol,« siger Per Clausen i en skriftlig kommentar.

Op mod 70 procent af de danske svinebesætninger er smittet med bakterien, der bliver særligt farlig, når svinene får store mængder antibiotika. Det gør nemlig bakterien resistent.

I første omgang har bakterien spredt sig fra svin til mennesker, men siden er den også begyndt at sprede sig fra menneske til menneske, skriver dr.dk.

»Den eksplosive vækst i antallet af smittede skyldes, at smitten har bredt sig i svinebesætningerne i en sådan grad, at der er blevet tale om en reel trussel mod folkesundheden. Desværre har der indtil nu ikke været nogen politisk vilje til at gribe ind over for spredningen af smitten i svinebesætningerne, og derfor har skiftende fødevare- og sundhedsministre, som siden 2009 har undladt at gribe ind, et stort medansvar for den katastrofale udvikling,« siger Per Clausen.

Fødevareminister Dan Jørgensen fremlagde i juni en fempunktsplan, der skal komme spredningen af smitten til livs. I planen lyder der krav om tøjskift og håndvask, når man forlader stalden, krav om smittebeskyttelsesplan, at rutinemæssig flokmedicinering stoppes, ny MRSA-rådgivningstjeneste samt undersøgelse af afgiftsstruktur på antibiotika. Hvorvidt ministerens plan virker, er endnu for tidligt at vurdere.

»I Enhedslisten er vi på vej med et beslutningsforslag, som vil pålægge regeringen at gøre en aktiv indsats for at rulle MRSA-bakterien tilbage i svinebesætningerne. Det skulle være sket for lang tid siden - og nu er vores tålmodighed brugt op,« understreger Per Clausen.

Det er langt fra alle, der er smittet med MRSA CC398, der bliver syge af bakterien.