Lørdag træder kontanthjælpsloftet i kraft. Men det er svært for ledige mange steder at finde et job.

København. Når en ledig stilling slås op på Jobnet, er der ofte mange personer om buddet.

På landsplan er der 11 kontanthjælpsmodtagere per ledig stilling, mens der er helt op til 72 per ledig stilling i for eksempel Langeland Kommune.

Det fremgår af en analyse fra den centrum-venstrepolitiske tænketank Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, skriver Berlingske.

Jobnet er det redskab, landets jobcentre stiller til rådighed for kontanthjælpsmodtagernes jobjagt.

Der er også andre steder at finde job, men billedet giver et praj om, hvor svært det er at finde arbejde.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser desuden, at den samlede ledighed i august steg med 1400 fuldtidsledige personer.

Regeringens kontanthjælpsloft træder i kraft 1. oktober. Loftet begrænser, hvor meget støtte kontanthjælpsmodtagere kan modtage fra det offentlige. Det skal blandt andet fungere som incitament for de ledige til at finde et arbejde.

Men målet bliver svært at efterkomme, når de ledige job ikke er der, siger cheføkonom i AE Erik Bjørsted.

- Der er rigtig mange kontanthjælpsmodtagere, der slås om relativt få job i de forskellige landsdele, siger han til Berlingske.

Arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet Bent Greve siger, at analysen bekræfter billedet af det danske arbejdsmarked.

- Der er helt generelt ikke job nok. Samtidig er der det geografiske problem. Det er lettere at finde arbejde tæt på København, men næsten umuligt i udkantsområderne.

/ritzau/