Den engelske våben- og overvågningskoncern BAE Systems lukker sin fabrik og alt sin aktivitet i Nordjylland fra juni næste år. Lukningen rammer 160 ansatte, som mister deres job, når den pigtrådsindhegnede fabrik forsvinder.

Det skriver Nordjyske.

Den højteknologiske og meget hemmelighedsfulde militærfabrik har flere gange været i medierne, hvor BAE Systems blev kritiseret for bl.a. at sælge overvågningsudstyr til arabiske diktaturstater.

Virksomheden, der har haft hjemme i Nørresundby i Nordjylland siden 2011, producerer systemer til overvågning af datatrafik til politi og efterretningstjenester.

Ifølge Finans har det været en god forretning. I seneste regnskabsår tjente BAE Systems det bedste resultat i over 10 år med 47 mio. kr. for den danske del af virksomheden.

I en mail til Nordjyske bekræfter BAE Systems hovedkontor i England, at virksomheden i Nørresundby snart skal nedlægges, da fabrikkens aktiviteter flyttes.

'Vi forenkler vores drift for at betjene vores kunder bedst muligt og spare omkostninger. Det betyder, at den ekspertise, der i øjeblikket ligger i Aalborg, flyttes sammen med andre af vores produktionssteder, herunder UK, hvor hovedkvarteret ligger', står der i e-mailen.

Internationalt producerer BAE Systems med sine 83.000 ansatte både jagerfly, tanks, it-overvågning og cybervåben. Virksomheden forsøger i højere grad at hemmeligholde deres kundekartotek, men her det tidligere blevet afslørret af dagbladet Information, at overvågningsudstyr er blevet solgt til bl.a. arabiske diktaturstater.