Efter voldsomme protester fra Danmarks Naturfredningsforening og lokale aktivister står det omstridte testcenter for store vindmøller i Østerild Klitplantage nu færdigt og skal indvies lørdag.

Det er mere end et år siden, at en flok aktivister klatrede op i træerne i Østerild Klitplantage i protest mod, at skoven skulle ryddes til fordel for et testcenter for mega-vindmøller. I dag er aktivisterne væk, træerne er fældet, og Testcenter Østerild er klar til indvielse.

- Testcentret er foreløbig det eneste sted i verden, hvor fremtidens store vindmøller kan afprøves. Testcenter Østerild er forudsætningen for, at vi kan fastholde viden og sikre arbejdspladser inden for vindmølleindustrien Danmark, siger rektor Anders Bjarklev fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), der – sammen med Vestas og Siemens – på stedet skal teste vindmøller på højde med Storebæltbroens pyloner.

Den første vindmølle er allerede opsat i den nordjyske klitplantage. Det er en seks MegaWatt Siemens-mølle på 197 meter, udstyret med verdens længste vinger på 75 meter.

- Testcenter Østerild bliver en fantastisk base for DTUs forskning inden for meteorologi, vindmølleteknologi og ikke mindst nettilslutning, som er helt afgørende for, at strømmen effektivt kan nå ud til borgerne, siger vicedirektør på DTU Vindenergi, Peter Hjuler Jensen.

I 2020 skal halvdelen af Danmarks energiforbrug dækkes af strøm fra vindmøller, og derfor er det nødvendigt at udvikle møller, der er betragteligt større end dem, vi har i dag.

Det var dog ikke nogen let sag at overbevise naboerne til centret om, at deres naturlige udsigt skulle afløses af megamøller. I alt 245 hektar skov er blevet fældet for at gøre plads til centret. Til gengæld har Naturstyrelsen søsat et projekt om etablering af erstatningsnatur i Østerild og desuden lovet at plante knap 400 hektar skov andre steder i Danmark.

Før skovrydningen klagede Danmarks Naturfredningsforening til både EU-Kommissionen og Europaparlamentet, da foreningen mente, at projektet stred imod et EU-direktiv, der handler om at beskytte Europas vigtigste naturområder og arter. Det har EU dog afvist.

DTU-rektoren er forberedt, hvis der skulle komme protester ved indvielsen af centret lørdag.

- Hvis der kommer nogen og giver deres mening til udtryk, så må vi jo tale med dem. Der er mange meninger involveret i sådan en sag, og der er naturligvis rum til de forskellige holdninger, siger Anders Bjarklev.

Ved invielsen kommer miljøminister Ida Auken (SF) på besøg, ligesom borgmesteren i Thisted Kommune, Lene Kjelgaard, Vestas’ administrerende direktør, Ditlev Engel, og teknologichefen hos Siemens, Henrik Stiesdal, også deltager.