Arkivfoto
Arkivfoto Foto: Kim Haugaard

16,7 millioner kroner. Så meget har den omstridte slikgrossist David Servet Yüksel unddraget den danske statskasse for i chokoladeafgifter ifølge en foreløbig sigtelse imod ham fra Nordsjællands Politi.

Det oplyste anklager Bernt Farver fredag 8. januar ved Retten i Hillerød, skriver Fagbladet 3F.

Her lykkedes det i første omgang David Servet Yüksel at få nedlagt navneforbud i forbindelse med en dokumentar "Sådan svindles Danmark", som DR bringer tirsdag aften om slikfusk. Men byrettens afgørelse blev omstødt af Østre Landsret 11. januar.

Bernt Farver oplyste i byretten, at anklagemyndigheden hos Nordsjællands Politi er klar med et anklageskrift i sagen inden for de kommende fire til seks uger.

Se også: Her er videoen der dokumenterer: Gammelt slik blev ompakket så det kunne sælges på ny

I sommeren 2014 afslørede Fagbladet 3F, at David Servet Yüksel havde brugt underbetalt rumænsk arbejdskraft til ulovligt at ommærke gammelt slik på sin gård på Harløsevej i Skævinge i Nordsjælland. Det udløste en bødeforelæg på 10.000 fra Fødevarestyrelsen.

I den kommende sag er David Servet Yüksel indtil videre sigtet efter straffelovens § 289a for snyd med sukker- og chokoladeafgifter for cirka 16,7 millioner kroner. Overtrædelsen kan koste bøde eller op til halvandet års fængsel. Selv nægter David Servet Yüksel sig skyldig. Det fremgik af hans udtalelse i retten.

Over for Fagbladet 3F nægtede slikfuskeren efter retsmødet at udtale sig. Fagbladet 3F har efterfølgende forgæves kontaktet David Servet Yüksel igen via telefon og mail.

jijho

Fagbladet 3F og DR kan nu i samarbejde afsløre, at sagen mod David Servet Yüksel er en del af de mange sager, der følger i kølvandet på konkursbehandlingen af slikfirmaet Baumert ApS. I alt har Skat konstateret, at der i løbet af 15 måneder fra februar 2012 er snydt med sukker- og chokoladeafgifter for 31,3 millioner kroner i firmaet.

Jens Krabbe fra advokatfirmaet Fink, der er kurator for Baumert ApS, opgjorde i maj 2015 kravene mod selskabet til 40,7 millioner kroner. Baumert ApS blev i 2009 stiftet af slikfuskerens hustru Mette Yüksel under navnet P. Lyngbyvej ApS.

1. februar 2012 blev David Yüksel direktør for selskabet under navnet House of Candy ApS med domicil på parrets private adresse Harløsevej i Hillerød. I perioden handlede selskabet med Mars Danmark, fremgår det af en udskrift fra Retten i Sønderborg.

1. marts 2013 skiftede firmaet navn efter den nye direktør Roland Baumert. I de sidste par måneder af selskabets levetid blev ledelsen overtaget af en person ved navn Martin Hansen.

Retten i Sønderborg idømte 17. juni 2015 selskabets seneste direktør Martin Hansen konkurskarantæne. Byretten slog i dens kendelse fast, at Martin Hansen ved sin tiltræden som direktør var bekendt med Skats krav på cirka 30 millioner kroner, og at Martin Hansen havde været involveret i pådragelsen af kravet.

Fagbladet 3F besøgte sidste år Martin Hansens officielle adresse på Gamstvejen i Vejen. Det var helt åbenlyst, at det ikke var hans bopæl. Eneste spor af manden var en rudekuvert til ham fra Skat. Det forsømte hus var overnatningssted for flere polske slagteriarbejdere.

Fagbladet 3F besøgte også Roland Baumerts private adresse i Flensborg uden at træffe manden.

 

 

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook