Michael Madsen er i dag totalt invalideret, efter han fik Omniscan.

Michael Madsens hud er krympet til uformeligt læder. Hans fingre, ben og arme fungerer ikke mere. Hans led er blevet revet fra hinanden. Han kan intet selv. Ikke tage telefonen eller drikke en kop kaffe. Alt sammen fordi han fik Omniscan.

Godhjertede og intetanende danske læger sprøjtede kontrastmidlet ind i hans krop, og dømte ham til et liv, som total invalid. Kun medicinalgiganten GE Healthcare vidste udmærket, hvad der ville ske, hvis man sprøjtede Omniscan ind i en nyresvækket patient. Men de fortalte intet til hverken myndigheder, patienter eller danske læger.

For pengenes skyld

- Jeg er totalt rystet over, at firmaet havde dokumentation for, hvor farligt deres produkt er. Jeg har jo hørt meget om, hvad de vidste og ikke vidste, men at det nu kommer frem berører mig dybt. Det er svært for mig at høre, siger Michael Madsen.

- De har ødelagt mit liv. Det værste er, at de bare har gjort det for pengenes skyld, siger han.

Michael Madsen har altid levet med sygdom. Han fik sukkersyge som 3-årig og mistede synet som følge af det, da han var 27 år. Alligevel kunne han i årevis passe sit job som programmør i Danske Bank ved hjælp af særlig software til blinde.

Kan intet selv

- Jeg kunne også nemt klare mig selv i dagligdagen. Det var ikke noget problem at komme op, i bad, lave mad og tage bussen rundt. Det gik, selvom jeg ikke kunne se. Men nu kan jeg intet selv. Jeg havde håbet på en tilværelse som pensionist med kanoture, fisketure og den slags med min kone. Det kommer jeg aldrig til. Det er jeg virkelig bitter over, siger Michael Madsen.Michael Madsen fik også en nyresygdom og havde derfor svækkede nyrer, da han i 2003 fik den første behandling med Omniscan. Han blev hurtigt syg. Han fik svært ved at gå. Hans ben trak sig sammen og han fik en voldsom kløe over hele kroppen.


Læs også: Nyreforeningen: Det er kriminelt


Totalt invalid

Men hans symptomer var en gåde for lægerne. De forbandt det ikke med Omniscan. I stedet tilskrev de symptomerne den nyresygdom han allerede havde.

I 2005 fik Michael Madsen så sin anden behandling med Omniscan. Herefter bliver han totalt invalid.

- Jeg skulle have en ny nyre og fik Omniscan igen. Jeg lå bevidstløs i fire dage, og da jeg vågnede, så kunne lægerne ikke trække blodprøver fra min arm, siger Michael Madsen.

Hans hud var allerede ødelagt.

- Få dage senere, så kunne jeg ikke bruge mine fingre. Jeg havde ingen følelse i dem. Desuden gjorde det frygtelig ondt, siger han.

Mistede et ben

Efter nogen tid kunne lægerne trække store hudstykker af Michael Madsens arme og ben. Døde hudstykker på størrelse med en hånd. Hans hår faldt af i store totter. I dag har han mistet et ben og al førlighed. Han vågner ofte om natten med store smerter og skal have stesolid.

En lang række patienter, som blev forgiftet af Omniscan, er døde for længst. Kun deres pårørende er tilbage. Selv ved Michael Madsen ikke, hvor lang tid han har igen.

- Der er ingen, der kan sætte odds på, hvor længe jeg lever, så jeg ved det ikke. Jeg håber bare, at det firma bliver retsforfulgt for det de har gjort, siger han.