Danskerne har fået smag for økologi. Også når det kommer til nationaldrikken, en kold pilsner. Det viser en ny undersøgelse.

En ny blindtest viser, at danskerne foretrækker den økologiske øl frem for de mere traditionelle af slagsen. Det er analyseinstituttet Wilke, der har bedt en række ølsmagere om at teste, hvilken øl der bedst tilfredsstiller deres smagsløg. Udvalget bestod af en Grøn Tuborg. Carlsberg Pilsner og så den økologiske, Royal Økologisk Pilsner fra Royal Unibrew.

Hele 46 procent sagde, at de foretrak smagen af Royal’s økologiske pilsner, mens kun 28 procent pegede på Carlsberg Pilsner og 26 procent på Grøn Tuborg.

»Vi er selvfølgelig rigtig stolte af det flotte resultat i blindtesten. Det viser, at det er lykkedes os at lave en øl, som ikke bare er økologisk, men som rent faktisk også smager bedre end de ikke-økologiske konkurrenter,« siger Christian  Lund-Martorell, der er Senior Brand Manager hos Royal Unibrew.

Hvor økologien på andre forbrugervarer forlængst har slået igennem, så er det først inden for de senere år, økologien har brudt barrieren ned på ølmarkedet. Efterspørgslen efter økologiske øl fik Royal Unibrew til at lancere deres eget bud på en bæredygtig pilsner.

»Markedet for økologisk øl har i mange år været domineret af dyre specialøl. Vi vil gerne være med til at gøre økologien tilgængelig for alle, også uden at det koster en bondegård. Derfor satte vi os for at lave en øl med den gode pilsnersmag, som ligger i samme prisklasse som eksempelvis Classic-øl,« siger Christian  Lund-Martorell.

Økologisk Landsforening peger på, at smagen hos økologiske øl har udviklet sig meget - til det bedre -, og det er en primær årsag til, at de økologiske pilsner erobrer nye landvindinger.

»Da en lille gruppe forbrugere for omkring 35-40 år siden begyndte at interessere sig for økologiske varer, skulle man være taknemmelig for at finde økologiske varianter, som kunne matche den smag, man var vant til. Gennem årene er de økologiske varianters smag blevet styrket, og i dag overgår de økologiske varer ofte de konventionelle varer i smag. Analyser viser, at forbrugerne i dag har en berettiget forventning om, at økologiske varer faktisk giver en bedre smag,« siger Henrik Hindborg, markedschef i Økologisk Landsforening.