It-problemerne på hovedstadens skadestuer forringer servicen, men er til at leve med, mener økonom.

København. Problemer med it-systemerne hos flere af Region Hovedstadens 11 akutmodtagelser er noget rod, men det er ikke kritisk for patienterne.

Det vurderer Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom ved Det Nationale Forskning- og Analysecenter for Velfærd (Vive).

- Patienterne kan komme til at vente længere, fordi man ikke har den styringsinformation, der gør, at sygehusene kan sikre, at ressourcerne bliver disponeret rigtigt.

- Det er ikke som sådan patientkritisk, men det er ikke den service, man gerne ville kunne tilbyde, siger han.

Fredag skrev Politiken, at personalet på flere akutmodtagelser i hovedstadsområdet har mistet overblikket over ventetiderne på grund af problemer med det nye it-system Sundhedsplatformen.

Jakob Kjellberg mener, at det er muligt at leve uden disse data.

- Man havde ikke nødvendigvis disse tal for 25 år siden, så man kan som sådan godt leve med det. Men det er jo ikke den service, man gerne vil tilbyde, når der er andre muligheder.

- Jo længere tid der går, før man har de her gode data, jo sværere er det også at lave en hensigtsmæssig planlægning.

- Men det er ikke sådan, at patienterne ikke får behandling, hvis vi ikke har tallene, siger han.

Tidligere kunne man trykke på nogle få knapper, og så dukkede der et fuldt overblik op. Det viste, hvor mange patienter der havde været på akutmodtagelsen, og i hvilke tidsrum eller dage der havde været pres på.

Men siden Sundhedsplatformen blev indført sidste år på de første hospitaler, har hverken regionen eller sygehusene kunnet opgøre ventetider. Systemet er siden blevet indført på alle hospitaler i regionen.

Jakob Kjellberg er dog ikke klar til at erklære Sundhedsplatformen for en fejl.

- Det er altid svært, når man implementerer store, nye it-systemer. Uanset om det havde været Sundhedsplatformen eller et andet system, så kunne man forvente nogle indkøringsproblemer.

- Vi vil da gerne have, at problemerne bliver løst, men at sige, "nu skrotter vi det her og går en anden vej", vil give endnu større udfordringer, siger han.

/ritzau/