Efter fire års byggeri er Mærsk Tårnet i København klar med topmoderne forhold for dansk sundhedsforskning.

København. Onsdag indvier dronning Margrethe Danmarks nye vartegn for sundhedsforskning, Mærsk Tårnet på Nørrebro i København.

Det 75 meter høje tårn er prydet med 3000 varmt glødende kobberskodder, der drejer med solens gang over himlen og således ændrer den massive bygnings udtryk hen over dagen.

Bag skodderne skal bygningen huse forskere og studerende på Københavns Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet.

Og det ser fakultetets dekan, Ulla Wewer frem til.

- Mærsk Tårnet skaber de bedste forudsætninger for forskning og uddannelse på internationalt topniveau og vil også få afgørende betydning for danskernes sundhed i fremtiden, siger hun.

Det var Ulla Wewer, der for ti år siden fik idéen til forskertårnet, der med sin arkitektur og moderne faciliteter blandt andet skal fungere som magnet for internationale topforskere på sundhedsområdet.

- I dag er der forskere, der sidder forskellige steder i verden og venter på at komme til Danmark, fordi vi simpelthen ikke har pladsen og faciliteterne til at huse dem, siger hun.

A.P. Møller Fonden har skudt 600 millioner kroner ind i byggeriet, der derfor har fået navn efter den afdøde skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller.

Dertil kommer en donation fra fonden til interiør på 125 millioner kroner.

Resten af regningen på 1,5 milliarder kroner betales af staten, der ejer tårnet og lejer det ud til universitetet.

Arkitektfirmaet C.F. Møller har tegnet den markante bygning, der udmærker sig med en storslået udsigt fra de enorme panoramavinduer på øverste etage.

Det er meningen, at offentligheden med tiden vil få adgang til denne udsigt, men det er endnu ikke afklaret hvordan, da adgangskontrollen til forskertårnet ellers er skrap.

Landskabsarkitekt Stig L. Andersen har skabt det åbne miljø omkring tårnet, mens Rambøls ingeniører har indarbejdet en række bæredygtige løsninger.

Eksempelvis opsamles regnvand fra bygningens grønne tage til toiletskyl, og en del af strømforbruget dækkes af energien fra 1500 kvadratmeter solceller.

Mærsk Tårnet åbner formelt i forbindelse med universitetets semesterstart i slutningen af januar.

/ritzau/