Et fagligt Facebook. Sådan kan man beskrive et nyt socialt netværk, der skal hjælpe universitetsstuderende med at profilere sig. Fire unge studerende står bag studenterpressen.dk.

Danske universitetsstuderende ved en masse, men de er ikke ret gode til at dele deres viden med hinanden.

Det vil fire unge studerende nu gøre noget ved. Fredag har de lanceret netværket studenterpressen.dk, der både skal styrke vidensdelingen mellem landets universiteter og sætte en markant dagsorden med debatter og analyser.

- Vi fik idéen for et års tid siden, hvor vi sad fire drenge og snakkede om, at uanset hvor mange debatindlæg, vi sendte til aviser og tidsskrifter, så blev de aldrig publiceret, fordi de etablerede medier benytter sig af en skare af etablerede debattører, fortæller en af initiativtagerne til studenterpressen.dk, Anders Bæksgaard.

- Samtidig irriterede det os, at vi ikke anede, hvad studerende på landets øvrige universiteter foretog sig, tilføjer han.

Netværket vil samtidig give de studerende mulighed for at markere deres faglige profil. De fire initiativtagere var nemlig også frustrerede over, at der mangler netværk for studerende, som ikke blot handler om at vise billeder af fester og livretter, som man ser på Facebook.

Studenterpressen.dk vil i stedet - ved hjælp af elementer fra medier som LinkedIn, Kforum, Facebook og Twitter - satse på den faglige profilering blandt de mange unge på landets universiteter.

- På Facebook er det svært at profilere sig fagligt, for der er lynhurtigt nogle fra ens netværk, der får drejet det over i en social kontekst. Det vil vi gerne væk fra, forklarer Anders Bæksgaard.

- Hos os skal de studerende kunne dele fagligt relevante indlæg og få feedback. Så kan en studerende fra CBS i København for eksempel læse, hvad en studerende fra Aalborg Universitet skriver om kommunikation og kommentere det. Det handler om vidensdeling, og det er jo noget, politikerne har skreget på i mange år efterhånden, siger han.

Studenterpressen.dk, som er inspireret af Facebook-stifter Mark Zuckerbergs oprindelige idé med et universitetsnetværk, har allerede allieret sig med nogle af landets meningsdannere. Uddannelses- og forskningsminister Morten Østergaard (R) og folketingspolitikerne som Pernille Skipper (EL) og Esben Lunde Larsen (V) er blandt hjemmesidens bloggere.

- Vi skal jo have nogen at debattere med, konstaterer Bæksgaard.

Han håber, at det nye netværk vil give studerende nye og forbedrede muligheder lang tid, før de udklækkes.

- De studerende skal fra start vide, hvad der foregår på andre universiteter og på den måde få bedre mulighed for at »networke« under studiet. Det er for sent, når de skal i gang med specialet, siger Anders Bæksgaard.