Kählers berømte Omaggio-vase har fået sølvstriber og er nærmest udsolgt, inden den har ramt hylderne i de danske butikker.

Så skal vi til det igen…

I sommer gik hele Danmark nærmest i baglås, da Kähler Design lancerede sin jubilæumsvase med messing-striber i et begrænset antal, der blev flået ned fra hylderne.

I denne uge lander en ny Kahler-vase så i butikkerne. Messing-striberne er blevet sølv-farvede, men ellers er designet det samme - og det taler i den grad til danskerne. Faktisk så meget, at vasen allerede nu, hvor den er på vej ud i butikkerne, er tæt på udsolgt.

»Der er jo ikke tale om en limiteret (i begrænset antal, red.) vase, men det er den så alligevel lidt, for vi har ikke været i stand til at producere nok vaser til alle, da efterspørgslen er kommet enormt godt fra start.«

»Vi har solgt helt utroligt mange sølv-vaser i både Danmark og Norge - mange, mange flere end messing-vaserne og mange flere end nogen andre farver, vi nogensinde har haft til salg. Der er faktisk nogle butikker, der ikke kan få alle dem, de har bestilt,« siger Kähler Designs direktør, Jesper Holst Schmidt, til BT.

Læs også:

Dermed kan folk, der ellers har forudbestilt den eftertragtede sølv-vase, ende med at få en lang næse, når de dukker op i butikkerne for at hente det nye vidunder.

»Man kan godt risikere, at nogle af dem, der har forudbestilt vasen, ikke får den fra start. De vil få den i løbet af nogle uger, men der er så stor efterspørgsel, at der er enkelte butikker, der ikke får de fulde mængder, som de har bestilt, med det samme« siger Jesper Holst Schmidt.

Sølv-vasen bliver en fast del af sortimentet, og der vil blive lavet lige så mange vaser, som der er efterspørgsel til. Dermed kan alle altså få et eksemplar, hvis de bare væbner sig med tålmodighed. Alligevel har danskerne forudbestilt vasen i massevis og skabt en hype, der kommer bag på direktøren.

»Det er overraskende, at et produkt, som vi på forhånd har sagt ikke er begrænset i oplag, alligevel har så stor interesse.«

»Vi var enormt glade og stolte over den opmærksomhed, vi fik med jubilæumsvasen, og det har gjort rigtig meget for os. Men at vi kan opleve lidt af det samme igen er overraskende. Der er en enorm interesse for Kähler i Danmark, og vores nye vase må jo åbenbart ramme noget af det, der er populært i indretningen. Det er vi selvfølgelig glade for,« siger Jesper Holst Schmidt, der ikke tror på, at sølv-vasen vil blive solgt til overpriser på Den Blå Avis, ligesom det skete med jubilæumsvasen.

Læs også:

»Set over fire-fem uger skulle alle forhandlerne have fået de vaser, de har bestilt. Derfor regner vi heller ikke med, at det går som sidst (med overpriser, red.). Det er et produkt, der er fast i vores sortiment, og selvom vi måske ikke kan følge med lige nu, så vil de være til rådighed på et senere tidspunkt til normalpris. Men man ved selvfølgelig aldrig,« siger han.

Kähler Design lancerer tre sølv-vaser i Omaggio-serien i størrelserne 12,5 cm, 20 cm og 30 cm. De vil koste hhv. 199, 349 og 449 kroner og lander i butikkerne i denne uge. Kähler forventer, at man vil kunne finde vasen i nogle butikker, selvom mange altså er blevet forudbestilt.