Det er kun fire dage siden, at slagteriet Danpo måtte tilbagekalde ovnklar kylling fra butikkerne efter fund af bakterien campylobacter.

Nu er bakterien endnu en gang dukket op i et parti kylling fra Danpo. Denne gang drejer det sig om hele kyllingelår med rygben i bakker med 600 gram fra discountmærket X-tra, som er blevet solgt i Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen. Danpo tilbagekalder nu varepartiet.

Kyllingelårene er produceret 23. juni og mindst holdbar til 3. juli. Varen er påtrykt autorisationsnummeret 711 EF.

Campylobacter kan udløse en maveinfektion med diarré, influenzalignende symptomer og moderat feber, hvis kødet ikke gennemsteges. Derfor bør man smide kyllingelårene ud eller levere dem tilbage til butikken, hvor varen er købt.

BNB