I Kalundborg frygter flere, at et nyt asylcenter vil føre til mere af den kriminalitet, som allerede foregår blandt andet i boligblokkene Kloster Parkvej. Eller Kloster Perkervej, som den kaldes blandt nogle af de lokale. Tirsdag aften mødtes 1.000 borgere til et stormøde om flygtningesituationen. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
I Kalundborg frygter flere, at et nyt asylcenter vil føre til mere af den kriminalitet, som allerede foregår blandt andet i boligblokkene Kloster Parkvej. Eller Kloster Perkervej, som den kaldes blandt nogle af de lokale. Tirsdag aften mødtes 1.000 borgere til et stormøde om flygtningesituationen. Foto: Ólafur Steinar Gestsson

I Kalundborg har udsigten til et nyt asylcenter affødt hidsig debat, hvor nogle er åbne over for byens nye borgere, mens andre vil brænde centeret. Striden kulminerede tirsdag aften ved et borgermøde, hvor bølgerne gik usædvanligt højt.

»Når der er blevet oprettet asylcentre andre steder i landet, er det gået rigtigt smertefuldt.«

Salen bryder ud i bifald, og folk hujer og tramper i håndboldhallens gulv, inden John Jensen fra Kalundborg Politi når at rette talefejlen »smertefuldt« til »smertefrit«.

Omkring 1.000 borgere tog tirsdag aften plads i Kalundborg Hallerne for at høre Udlændingestyrelsen, Røde Kors og politiet fremlægge planerne for byens nye asylcenter.

Borgermøde

Allerede før mødet var fronterne trukket hårdt op mellem tilhængere og modstandere af, at byens nedlagte sygehus fra april skal huse op mod 400 asylansøgere.

På Facebook havde de to lejre oprettet hver deres gruppe, hvor flere i nej-gruppen truede med at brænde centeret ned og slå asylansøgerne ihjel.

Ligesom på internettet var det tirsdag aften modstanderne, der talte med de største bogstaver. Informationsmødet udviklede sig til et offentligt skænderi, hvor tonen til tider var så fjendtlig, at man næsten skulle tro, at den var kopieret fra modstandernes Facebook-gruppe.

Vilstrupvej 123

Striden udspillede sig i Dansk Folkeparti-land, hvor partiet ved seneste folketingsvalg trak i omegnen af hver tredje stemme. Sådan har det været i mange år i den gamle industriby.

Flere af asylcenterets tilhængere beskriver Kalundborg som et lokalsamfund med skyklapper på, hvor alt uden for kommunegrænsen bliver set som fremmed land. Og hvor frygten lever i bedste velgående.

Netop frygten lader til at være asylmodstandernes drivkraft. Frygten for at få »raseret sin forhave«, frygten for lommetyverier og slagsmål i den vestsjællandske by. Frygten for at blive det nye Köln.

»Jeg er ikke racist, men jeg vil gerne leve i fred og ro,« som Erik Nielsen, borger i Kalundborg, udtrykte det.

Foto

Den sætning – »jeg er ikke racist, men...« – går igen blandt alle modstandere af asylcenteret, som Berlingske har talt med.

Det lille »men« efterfølges ofte af en bekymring for, at 80ernes kaotiske tilstande vender tilbage til byen.

Selv blandt personer, som ikke var født dengang.

For næsten 30 år siden flyttede en gruppe iranske asylansøgere ind på det gamle Grand Hotel på havnen i Kalundborg. Flere lokale var sure over, at iranerne blandt andet »tog deres piger«, »fik gratis cykler« og efter sigende »hærgede både hotellet og hele byen«.

En sommeraften i 1985 angreb en gruppe på op mod 300 lokale så asylcenteret, hvor de smed både flasker og brosten gennem ruderne. Men som betjent John Jensen siger til informationsmødet, behøver kalundborgenserne måske ikke at være bange for, at historien gentager sig. Selv om antallet af asylansøgere er eksploderet de seneste år, er antallet af sigtelser mod flygtninge og migranter faldet.

clenched fist

Mange modstandere af asylcenteret peger til gengæld på de problemer, Kalundborg i forvejen har med indvandrere, som er overrepræsenteret i statistikker om kriminalitet og personer på offentlig forsørgelse.

Byens politi oplyser dog, at kriminaliteten i Kalundborg er faldende, og at der ikke er grund til at være bange for det nye asylcenter.

Den melding bliver mødt med hovedrysten fra mange af nej-sigerne. De stoler ikke længere på ordensmagten, efter at store dele af politiets beredskab er rykket ud af byen og til Holbæk og Roskilde.

Det tager nu i omegnen af en halv time for en politibil at komme til byen, fortæller de. Og hvad nytter det så at have politiet, hvis ikke de kommer, »så snart der er ballade med asylansøgerne«?

Utrygheden ved politiets nedsatte beredskab findes også hos mange af de personer, som med åbne arme byder asylcenteret velkommen til byen. Her kommer det dog til udtryk på en lidt anden måde.

»Det tager kun én lokal med en tændstik, og så ender det her katastrofalt,« som én udtrykker det.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook