Ny have, nyt badeværelse og nyt køkken. Sådan lyder planerne for et par fra Vestsjælland, som for nylig vandt en million i Lotto.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Men på trods af det store beløb, skal gevinsten ikke deles med deres børn. Ægteparret, der er i 50’erne, har nemlig selv masser af idéer til, hvordan millionen skal forvaltes.

»Allerførst har vi betalt vores kassekredit ud. Og så har vi ellers lagt et budget over alle de ting, vi gerne have lavet. Vi har besluttet, at vi ikke fortæller om gevinsten til nogen. Ikke engang vores børn. De må sgu tjene deres egne penge,« fortæller kvinden, der en søndag morgen for nogle uger siden fik en SMS om, at de havde vundet en million.

I videoen over artiklen kan du møde den danske kvinde, der vandt over 300 mio. tilbage i 2015.

Kvinden fortæller samtidig, at hun ikke troede på SMS’en og måtte gå ind på sin netbank for at se de seks nuller med sine egne øjne.

Først da kvinden kom hjem fra arbejde, brød hun nyheden til sin mand, der kunne glæde sig over, at de nu udover at have råd til en masse husforbedringer også får ‘en pose lommepenge’ hver.

Men selvom en million lyder som mange penge, så er der altså hverken råd til at dele med børnene eller at købe en autocamper, som kvinden har ønsket sig i mange år. Derfor fortæller hun til Danske Spil, at de vil fortsætte med at spille Lotto.