Omkring 2300 danske husstande har ikke penge til at betale for en påtvungen kloakering. Det betyder, at de kan meldes til politiet og i sidste ende kan blive sat på gaden.

80.000 kroner kan det komme til at koste husejere i landdistrikter for den kloakering, som Folketinget har pålagt dem at få lavet. Det kan tvinge tusinder af danskere fra hus og hjem, skriver Børsen. Politisk er kloakeringen kun velment for at skåne miljøet. Og 46.000 husstande er ved at få lavet de nye kloakker, som sikre, at urenset spildevand ikke løber ud i vandløb, men mange danske familier kan ikke finansiere de påtvungne omkostninger. Derfor kan det resultere i politianmeldelse og dagbøder og ende med, at ejendommen ryger på tvangsauktion.

- Det er dybt tåbeligt, og samfundsøkonomisk hænger det heller ikke sammen. De her mennesker sættes på gaden, og dermed gøres der en social sag ud af det. Der er ingen vindere, kun tabere, siger René Christensen (DF), medlem af Folketingets miljøudvalg, til Børsen.

ER DU RAMT AF DEN NYE LOV? HAR DEN GIVET DIG PROBLEMER? KONTAKT BT PÅ 1929@BT.DK

Af de 46.000 husstande, der er ved at få kloakeringen, er fem procent af husejerne ikke i stand til at betale for det. Det er omkring 2.300 husejere, viser en undersøgelse, som Miljøministeriet har lavet gennem samtaler med kommunerne.

Allerede nu er 17 familier i Guldborgsund Kommune på Falster meldt til politiet, da de et halvt år efter trækning af vandledninger til huset ikke har fået lavet kloakering på egen grund og tilsluttet sig de nye kloakledninger – sådan som loven dikterer.

35.000 kroner skal de betale for selve tilslutningen, og derudover løber udgifterne for kloakeringen op i mellem 5.000 og 50.000 kroner. Penge, de også selv skal betale.

Med undersøgelsen fra ministeriet var det tiltænkt, at familier, der ikke selv havde økonomien til det, skulle have hjælpemuligheder. Men det ser ikke ud til at kunne lade sig gøre.

Alligevel mener miljøminister Ida Auken (SF), at der er styr på problemerne.

- Man kan jo ikke lukke øjnene for, at problemstillingerne er der, og derfor må vi prøve at løse dem på den bedst mulige måde. Og det er også derfor, vi beder kommunerne om at sørge for, at indsatsen mod spildevand sker og især sker de steder, hvor folk har råd til det og så tage hensyn til nogle af de svageste borgere ved for eksempel at give henstand på betaling af tilslutningsbidraget, siger hun til Børsen.