Der er fundet flere stumper af en meteorit på en parkeringsplads i Herlev. Det oplyser TV2.

Herlev: Mandag formiddag er der fundet flere meteoritstykker på en parkeringsplads i Herlev. Samlet vejer stumperne 0,5 kilo, oplyser postdoc fra Geologisk Museum Daniel Wielandt til TV2.

- Stenene er netop nu ved at blive transporteret til Geologisk Museum, hvor de skal tørre så hurtigt som muligt, siger Daniel Wielandt.

Det var murermester Rene Rasmussen, der fandt stykkerne på parkeringspladsen i Herlev.

- Jeg så, at der lå noget, men jeg troede først, at det var beton. Da jeg så kiggede på det, kunne jeg se, at det var sort i overfladen, og så tænkte jeg på det, jeg havde set i fjernsynet søndag aften, siger han til TV2.

Meteoritstykket er det andet, der er fundet, siden en meteorit lørdag aften fløj hen over Danmark.

Søndag fandt en kvinde ved Ejby også stykker af meteoritten. De bliver mandag vist frem på Geologisk Museum, der holder ekstraordinært åbent fra klokken 16-18.

Statens Naturhistoriske Museum har udlovet en findeløn til den, der finder stykker af meteoritten. Det er endnu uvist, hvor meget en dusør kommer til at lyde på.

Lektor på Naturhistorisk Museum Henning Haack fortalte i forbindelse med fundet af meteoritten ved Ejby søndag, at det er meget svært at spå om.

Det kan være alt lige fra et "par" tusinde til "nogle" titusinder kroner, fortalte han til Ritzau.

En meteorit ligner umiddelbart en sten, men den er over dobbelt så tung som en almindelig sten. Derudover er den kendetegnet ved at være magnetisk og have en sort smelteskorpe og afrundede former.

/ritzau/