Københavnske borgmestre vil have nye erhvervsskoler og flere praktikpladser til eleverne. De forslag til regeringen kommer efter at statsministeren har sat fokus på unge og uddannelse.

To af regeringspartiernes københavnske borgmestre vil have lovændringer, der skal gøre det lettere at være elev på erhvervsskolerne.

- Helt konkret skal vi etablere campusmiljøer og oprette ungdomsklasser på erhvervsuddannelserne, så der er nogle klasser for de unge, siger børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Anne Vang (S).

Sammen med beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) kommer de to nu med en række forslag, der skal munde ud i bedre forhold for de unge, der får en erhvervsuddannelse. Det kan betyde sammenlægning af erhvervsskolerne, der gennem større enheder skulle være bedre at fastholde eleverne. Ungdomsklasserne skal sikre, at eleverne er sammen med jævnaldrende og ikke dropper ud, fordi de mangler venner.

- Eleverne synes at det er svært, når der ikke er et ordentligt studiemiljø, og de synes at det er svært, at de skal være afklarede så hurtigt omkring deres studievalg, siger Anne Vang.

Hun mener ikke, at studieordningerne for erhvervsuddannelserne er fleksible nok, hvis eleverne ønsker at skifte faglinje. Det kræver en lovændring, som hun nu vil tage op med børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lægger i flere af fredagens aviser op til, at regeringen i efteråret vil have fokus på unge og uddannelse. Udfordringerne med manglende praktikpladser for erhvervsuddannelserne er de to københavnske borgmestre klar til at tage med til de kommende budgetforhandlinger, der finder sted i efteråret.

Manglen på praktikpladser kan kommunerne blandt andet løse ved at ansætte rådgivere, der hjælper firmaer med papirarbejdet, når de skal ansætte lærlinge. Firmaerne er nemlig villige til at ansætte de unge, men administration står i vejen, mener Anne Vang.

- Rådgiverne skal ganske simpelt hjælpe firmaerne med at udfylde papirerne, sådan at det ikke er bøvlet.

Forslaget, der vil kræve nyansættelser for Københavns Kommune, behøver ikke at være kostbart, lover borgmesteren.

- Det er ikke ret dyrt. Det vil koste en million eller sådan noget. Det er ikke særligt mange penge i et kommunalt budget, men det vil gøre en rigtig stor forskel, siger Anne Vang.

Udover bedre rådgivning til firmaer, der er interesserede i at få lærlinge, så skal kommunerne kunne tvinge firmaer til at ansætte lærlinge til de opgaver, der udføres for det offentlige. Det kan lade sig gøre gennem de såkaldte sociale klausuler.