Den amerikanske terrorist David Headley var tilsyneladende tæt på at opgive drømmen om et større angreb i Danmark.

Og han rettede i sin sidste tid som en fri mand sine tanker mod selv at lave et angreb mod Muhammed-tegneren Kurt Westergaard.

Det viser et uddrag af David Headleys egen forklaring, som amerikanske journalister er kommet i besiddelse af.

»Jeg er nu nået til konklusionen, at når jeg mangler mænd, så må jeg ændrer planerne for et angreb. I stedet for angribe avisens bygning, så ville jeg bare fjerne tegneren, Kurt Westergaard, og jeg kunne gøre dette alene,« skriver David Headley i forklaringen, der blev offentliggjort i forbindelse med en dokumentarfilm på amerikansk tv natten til onsdag dansk tid.

Kurt Westergaard - der ikke længere arbejder for Jyllands-Posten - har de seneste mange år levet under kontant politibeskyttelse som følge af de mange trusler mod hans liv.

Brug for et håndvåben

Headley tilføjer i sine nedskrevne tanker om sit liv, at missionen mod Westergaard ikke vil være nær så kompliceret, som Headleys oprindelige plan om at lade en gruppe radikaliserede islamister angribe Jyllands-Postens hovedkontor i København, halshugge de ansatte og smide hovederne ud af vinduet.

»Alt hvad jeg havde brug for var et håndvåben, og det vidste jeg, at jeg kunne finde i Europa,« hedder det i dokumentet, som PBS Frontline og Propublica har fået eksklusiv adgang til i forbindelse med filmen »American Terrorist«.

David Headley blev anholdt i O’Hare-lufthavnen i Chicago i begyndelsen af oktober 2009, hvor han var på vej til Pakistan. Han havde en billet til Danmark senere på måneden.

På dette tidspunkt havde Headley dog allerede været i Danmark to gange, hvor han i forklædning besøgte Jyllands-Postens daværende kontor på Kgs. Nytorv og hovedkontoret i Viby J ved Aarhus.
Headleys terrorplaner regnes fortsat som et af de klart mest alvorlige mod Danmark nogensinde.

Der findes ikke dokumentation for, at Headley havde opgivet drømmen om at gennemføre det store angreb mod Jyllands-Posten og e-mails viser da også, at han fortsat var i diskussioner med ledere i al-Qaida om det omfattende angreb.

Osbama bin Laden stod bag planer

I sit dokument bekræfter Headley også for første gang direkte, at hans kontakt i terrorgruppen al-Qaida - den nu dræbte Ilyas Kashmiri - havde fået ordren om et angreb i Danmark fra allerhøjeste sted.

Headley fortæller om et af sine to møder med Kashmiri i det nordlige Pakistan:

»Han gav mig en peptalk om projektet i Danmark, og sagde af de begge - Osama bin Laden og Ayman Zawahiri - havde understreget overfor ham, at der var et behov for at afslutte denne sag meget hurtigt«.

Osama bin Laden var leder af al-Qaida på daværende tidspunkt - en post som Ayman Zawahiri siden har overtaget. Hidtil har det blot været oplyst, at ordren kom fra »de ældre« i al-Qaida.

Headley oplyser, at han var enig i vurderingen af et snarligt angreb og lovede Kashmiri, at »jeg vil gøre mit bedste«.

166 dræbt i Indien

David Headley havde kort forinden sine besøg i Danmark været med til at planlægge det såkaldte Mumbai-angreb i Indien i november 2008.

Her blev to berømte hoteller, en restaurant, en central togstation og et jødisk center angrebet af 10 unge pakistanske mænd, der i løbet af flere dage dræbte 166, herunder flere amerikanske og britiske turister, som specifikt blev udpeget som mål.

Allerede samme dag som Headley blev anholdt i 2009 valgte han at samarbejde med de amerikanske myndigheder, og han slap således for dødsstraf eller udlevering til retsforfølgelse i Pakistan, Indien og Danmark.

Han afsoner nu en dom på 35 års fængsel i et tophemmeligt amerikansk fængsel.

Den amerikanske præsidents særlige rådgiver på terrorområdet har i 2013 erklæret, at man fortsat betragter terrorplanerne som »aktive«.

PET fastholder også i sin seneste terrorvurdering, at truslen mod Danmark fortsat er høj på grund af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.