Danske køer, får og geder kan inden længe blive udsat for en ukendt virus, der blandt andet resulterer i misdannelser i fostre.

På få måneder har den bredt sig i lande som Frankrig, Italien, Holland, Storbritannien og Tyskland. Nu har den såkaldte Schmallenberg Virus (SBV) kurs mod Danmark.

- Det kan ikke udelukkes, at vi snart vil se den her virus hos det danske landbrug, lyder det fra Sten Mortensen, veterinær-beredskabschef hos Fødevarestyrelsen, til Berlingske Nyhedsbureau.

Danmark er ind til videre gået fri, men for nyligt blev SBV konstateret i fem besætninger i det nordlige Tyskland.

- Vi har endnu ikke påvist, at der skulle være smittede besætninger i Danmark, siger Sten Mortensen.

Den nye virus blev opdaget i efteråret 2011 og rammer drægtige drøvtyggere som køer, får eller geder. Sygdommen resulterer først og fremmest i misdannelser i fostrene, som til sidst ender i læmninger og kælvinger med dødfødte dyr.

Sundhedsmyndighederne har fundet ud af, at smitten er båret af myg, men derudover er man på forholdsvist bar bund i forhold til SBV.

- Der findes nogle beslægtede vira i verden, som smitter via mitter og myg og giver samme slags problemer hos kreaturer, men ellers ved vi ikke meget om SBV, siger Sten Mortensen.

Det vides ikke, om mennesker kan blive smittet af SBV gennem for eksempel mælk eller kød, men nylige undersøgelser fra European Centre For Disease Prevention And Control viser, at det er ret usandsynligt.

- De europæiske sundhedsmyndigheder undersøger hele tiden, om SBV kan smitte mennesker, og de foreløbige konklusioner lyder, at det er der meget lav risiko for, siger Sten Mortensen, som dermed heller ikke vurderer, at danskernes snarlige påskespise, påskelammet, skulle kunne smitte.

Foruden misdannelser og dødfødsel har smitten vist sig i forbindelse med diarré, feber og nedgang i mælkeydelsen på 50 procent. Sten Mortensen fra Fødevarestyrelsen fortæller, at der ikke findes vacciner eller behandling mod SBV, men at landmænd i bedste fald kan forsøge at »time« sig ud af problemerne.

- Det er vanskeligt for producenterne at gøre så meget lige nu, men udover at kontakte dyrlægen, kan man kan eventuelt forsøge at planlægge dyrenes drægtighedsperiode i forhold til myggesæsonen, siger Sten Mortensen.

Også hos landmændenes erhvervsorganisation Landbrug og Fødevarer holder man øje med SBV. Men organisationen har ikke fundet sygdommen mere alvorlig, end at den endnu ikke er anmeldelsespligtig, hvis en dansk landmand skulle finde sygdommen hos sin besætning.