Pålægsproducenten Delikas Hammel-afdeling er onsdag blevet lukket for en enkelt dag af Fødevarestyrelsen, efter der er fundet listeria-bakterier i afdelingen.

I en pressemeddelelse understreger pålægsproducenten dog, at bakterierne er fundet i »miljøet i sliceafdelingen«, altså ikke i dens kødprodukter, som det var tilfældet hos Jørn A. Rullepølser.

»Delika har på baggrund heraf og i samråd med Fødevarestyrelsen besluttet at gennemføre en ekstraordinær rengøring og desinficering i sliceafdelingen,« skriver producenten i en pressemeddelelse.

For en sikkerheds skyld tilbagetrækker Delika en række pålægsprodukter solgt i perioden 8. august til 19. august.

I pressemeddelelsen gør pålægsproducenten opmærksom på, at virksomheden ikke har fået nogen form for påbud, forbud eller lignende fra Fødevarestyrelsen.

Tirsdag døde endnu en listeriasmittet dansker, og dermed er i alt 13 danskere døde under sygdomsudbruddet. Ligesom ved de tidligere tilfælde af listeria var der også denne gang tale om et produkt fra fødevarevirksomheden Jørn A. Rullepølser.

Listeriabakterien er især farlig for ældre og syge mennesker, fordi deres immunforsvar ikke selv er i stand til at bekæmpe bakterien.